Volvo Trucks starter feltprøve med flydende gas
Første tankstation med flydende metangas indviet i Gøteborg.
Tidligere i denne uge startede Volvo Trucks’ offentlige feltprøve med metandiesellastbiler, som kan køre på flydende metangas. Samtidig indvies Sveriges første tankstation for flydende metangas i Göteborg.
Volvo Trucks beskriver feltprøven som et revolutionerende skridt i udviklingen af gas til tunge køretøjer, da gas i flydende form i kombination med metandieselteknologi giver en fordoblet rækkevidde sammenlignet med traditionelle gaslastvogne.
- Øget brug af gas er en overgang til klimaneutrale transporter, udtaler Lars Mårtensson, miljøchef i Volvo Trucks.
- Vi ser allerede, hvordan produktion af biogas begynder at tage fart i mange lande. Vi befinder os i en overgangsperiode – fra årtier med afhængighed af olie til et samfund, der baserer sig på vedvarende brændstoffer. Når lastbilerne kan køre på 80 procent ren biogas og 20 procent ren biodiesel, bliver CO2-udslippet 80 procent lavere end ved konventionel dieseldrift.
Tre FM’reDet er tre Volvo FM lastvogne med 13-liters motorer, som testes i feltprøven. Teknikken bygger på Volvos gennemtestede Euro 5 dieselmotor, som er ombygget til gasdrift.
- Vi har valgt en vej, hvor vi kombinerer dieselmotorens overlegne virkningsgrad med gassens fordele. Det resulterer i en lastvogn, som er betydeligt mere energieffektiv end traditionelle gaslastvogne, siger Mats Franzén, motoransvarlig hos Volvo Trucks.
Feltprøvebilerne er udstyret med specielle tanke til flydende metangas, som er det optimale metandieselbrændstof. Med flydende metan og diesel i forholdet 75-25 er rækkevidden for en lastvogn i langturs- og bytrafik 500-1000 km, afhængig af kørselsforholdene. Det er en fordobling i forhold til de metandiesellastbiler, som kører på komprimeret gas, og fire gange længere end gaslastvogne med ottomotor.
- Indtil infrastrukturen for flydende metangas er udbygget, er det desuden en fordel, at lastvognene med metandieselmotorer også kan køre på diesel alene, udtaler Mats Franzén.
Feltprøvebilerne køres af transportvirksomhederne DHL, Götene Kyltransporter og Renova.
160 grader minusSamtidig indvies Sveriges første tankstation til flydende metangas på Stigs Center i Göteborg. Stationen er et samarbejdsprojekt mellem Volvo Trucks, Fordonsgas Sverige og Göteborg Energi.
- For at vores metandieselteknologi skal kunne udbredes, er det nødvendigt, at påfyldningsnettet til flydende metangas udbygges. Den nye tankstation er et meget vigtigt skridt i den udvikling, siger Lars Mårtensson.
Indtil nu har der kun været tankstationer til komprimeret gas, såkaldt CNG (Compressed Natural Gas). Hvis man nedkøler metangassen til 160 minusgrader i stedet for at komprimere den, bliver den flydende og volumen halveres. Så kaldes den LNG (Liquefied Natural Gas) eller LBG (Liquefied Biogas), hvis det er en biogas. Begge disse gasser kaldes også LMG (Liquefied Methane Gas).
- Volvos fokus på flydende gas åbner et helt nyt marked for os, udtaler Bo Ramberg, direktør hos Fordonsgas Sverige AB.
- Nu bliver det også meget interessant for tunge køretøjer at køre på gas, og vi forventer, at markedet vokser hurtigt. For at fremme den udvikling vil vi gerne vise, at infrastrukturen følger med.
Inden længe vil der være tre tankstationer for flydende metangas åbne i Sverige. Foruden den i Göteborg, som allerede er i drift, åbner Aga en tankstation i Stockholm og Eon en i Malmø. Volvo Trucks er samarbejdspartner i alle projekterne. Og der er planer om at opføre flere stationer, hvis efterspørgslen vokser.