Klar til vinterens komme
Vejdirektoratet er parat til at tage kampen op med sne og frost på de danske statsveje.
I år foregår det fra en døgnbemandet vintervagtcentral i Aalborg. Her holder medarbejderne øje med udviklingen i vejret og temperaturen ved vejene, så de kan sende vognmænd ud med saltspredere og sneplove, når behovet opstår. Tidligere var der seks vintervagtcentraler fordelt over landet, men de er nu samlet til én central, der tager sig af hele landet.
- Ved at samle vintervagten ét sted i stedet for seks steder sikrer vi et højt fagligt miljø samt bedre muligheder for en mere målrettet dialog med bl.a. Meteorologisk Institut og andre eksterne partnere.
De første saltspredere har allerede været i aktion og Vejdirektoratet venter nu i spænding på, hvordan vinteren arter sig.
Vejdirektoratets vintertjeneste arbejder med begrebet normalvinter, der som udgangspunkt er et gennemsnit af de seneste 10 vintre. I en normalvinter vil der være cirka 100 landsdækkende saltninger, 170 timers snerydning per 100 km spor og et samlet saltforbrug på 55.000 tons.
Vinteren 2009/10 slog dog stort set alle rekorder med 138 landsdækkende saltninger, heraf var 100 af dem efter 1. januar. Vejdirektoratet brugte 440 timer på snerydning per 100 km vej og godt 100.000 tons salt.
- Sidste år havde vi helt ekstraordinært travlt i vores vintertjeneste, men om vi får det igen i år er ikke til at sige. En ting er dog helt sikkert og det er, at vi er klar til vinteren uanset, hvordan den bliver, siger Freddy Knudsen, der er fagkoordinator for Vejdirektoratets vintertjeneste.
På hjemmesiderne www.trafikkken.dk og www.vintertrafik.dk er det muligt at følge med i den aktuelle situation på statsvejnettet. Siderne er altid opdaterede med seneste nyt, og er derfor en god kilde til informationer om trafikken i Danmark.