København overvejer natdistribution
Københavns Kommune og Transportministeriet tager forsigtigt tilløb til forsøg med gods i byerne.
Transportminister Hans Chr. Schmidts udspil om distribution af gods uden for myldretiden har fået en forsigtigt positiv modtagelse i Københavns Kommune. Efter et møde om emnet mellem ministeren og Københavns overborgmester Frank Jensen og teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard 11. oktober, har Københavns Kommune sagt ja til at deltage i en arbejdsgruppe, hvor initiativet skal belyses.
- Jeg er meget positiv over, at Københavns Kommune har sagt ja til at gå med i tænkeboks om, hvordan vi kan løse nogle af de store byers udfordringer med bl.a. godsdistribution, siger transportminister Hans Christian Schmidt.
Københavns Kommune har hidtil været særdeles skeptisk over for ideen om at øge lastbilernes adgang til byens gader. Især over for ideen om at åbne for natdistribution af varer, da man frygter at det vil forstyrre bogernes nattesøvn.
- Det er altid en god idé, at stat og kommune arbejder tæt sammen, når der skal nye løsninger på bordet. Derfor har vi sagt ja til at gå ind i en arbejdsgruppe, som vil drøfte mulighederne for, hvordan og i hvilket omfang godsdistribution uden for myldretiden kan være med til at skabe nogle bedre trafikløsninger bl.a. i København. Hvis dette skal blive en realitet, er det meget vigtigt for os, at det sker på en måde, så der bliver taget hensyn til borgerne, siger overborgmester Frank Jensen i en kommentar.
Ros fra DI TransportSelv om der endnu er meget lang vej til et praktisk forsøg, så roser DI Transport roser det nye samarbejde.
- Vi finder det meget positivt at transportministeren og overborgmesteren har sat sig i spidsen for at forbedre godstransport i byerne, udtaler Rune Noack fra DI Transport.
- Mange virksomheder vil gerne levere uden for myldretiden, hvor der er mindre trængsel, hvilket giver mindre stress og mindre miljøpåvirkninger. Derfor er det væsentligt at se på de lokale restriktioner der i dag vanskeliggør transport i byerne og levering uden for myldretiden, siger Rune Noack.