Ny DAF-trækker og citytrailer til Nakskov
Vognmand John Maj A/S valgte DAF og Kel-Berg, da han skulle investere i en ny trækker og en ny trailer til firmaet i Nakskov.
Det blev til levering af en ny DAF FT CF 85.360 4x2 trækker og en ny Kel-Berg 1-akslet citytrailer fra Lastas i Hedensted.
- Det nye træk skal køre stykgods mellem Nakskov og København, og vi valgte denne løsning, fordi vi har lignende materiel kørende, siger John Maj.
Trækkeren er udstyret med en 12,9 l, sekscylindret Euro 5 motor, der yder 360 hk (265 kW) ved 1500-1900 omdr./min. Drejningsmomentet er hele 1775 Nm ved 1000-1410 omdr./min. Bremsesystemet er udstyret med ABS, EBS, samt SMR, og førerhuset er af typen Space Cab, der er mekanisk affjedret og udstyret med taglem, samt har farvet glas og el-ruder.
Indvendig er instrumentbrættet udført i træstruktur, der er kaffemaskine, køleskab under køjen, samt Radio/CD afspiller. Der er desuden monteret cyklistkamera med tilslutning for bak-kamera til citytraileren.
Der er blevet plads til et ekstra værktøjsskab i højre side, og den flotte opbygning er udstyret med en 850 liters aluminiums brændstoftank.
TvangsstyringKel-Berg citytraileren, der har en tilladt totalvægt på 25.000 kg, er udstyret med længdevanger, der er opsvejset i I-profil. Sammen med de stærke tværvanger og forstærkninger giver det et meget stabilt trailerchassis. Udstyret på traileren omfatter Tridec tvangsstyring af bageste aksel med stang-forbindelse, der øger fremkommeligheden. Akslen er en 10 tons BPW aksel med tromlebremser, der er ophængt i original BPW luftaffjedring.
Traileren har en bund af 28 mm hårdtræsplanker nedfældet i galvaniserede omega profiler, som er fastgjort med galvaniserede skruer.
City-traileren er desuden udstyret med en kortarmet Z-lift, 2.500 kg, med aluminiumsdørkplade på bagsiden, samt skydegardiner udført i kvalitetsdug.
John Maj A/S blev etableret som et familieejet aktieselskab i 1979, og er i dag delt op i tre afdelinger, hvoraf den ene består af vognmandsforretningen, som har 40 lastvognstog kørende.
John Maj Transport udfører almindelig transport, samt transport af palle- og partigods over hele Danmark.