Anden gang i løbet af to uger
Sønderjylland er udsat når det gælder tyveri af lastvogne og trailere.
I den forløbne weekend var det vognmand Michael Jepsen i Vojens, det gik ud over. Heldigvis fik han takket være en snarrådig indsats alle sine køretøjer igen, ligesom en køletrailer der tilhøret et firma i Padborg, også kom tilbage til sin ejermand.
Weekenden før var der også tyveri af lastvogne i Vojens. Det var vognmandsfirmaet Rudbeck Transport ApS, det gik ud over.
Ved tilfældighedernes spil fik de dog også deres to stjålne trækkere, henholdsvis en Scania og en Volvo, tilbage i god stand. En lokomotivfører, der kørte med sit tog på strækningen ved Jegerup havde observeret en brændende bankboks, der lå på banelegemet. Han kontaktede politiet, der igen kontaktede Rudbeck Transport, forbi der var brændende dokumenter i boksen, som tilhører firmaet. Boksen sidder normalt i et hus ved firmaets plads i Jegerup.
Hos firmaet spurgte vognmand Frank Carstensen om der også var bilnøgler i skabet. Det var der ikke, og derefter var man godt klar over at der var noget galt. Vognmandsfirmaet konstaterede hurtigt at der var stjålet to trækkere, som var kørt fra pladsen i Jegerup kl 22:08 og ved hjælp af satellitovervågningen kunne man også konstatere at de to trækkere nu holdt på en industrigrund i Flensborg-området. Vognmandsfirmaet kontaktede det tyske politi, og i løbet af tyve minutter var det tyske politi på pletten og havde sikret området. Det viste sig at allerede kl 1:30 havde de stjålne lastvogne været klar med tyske prøveplader på pladsen i Flensborg, klar til at køre videre mod et ukendt bestemmelsessted.
- Vi ankom selv ved 6 tiden og da var der ikke mindre end 8 civilklædte betjente rundt omkring, som holdt området under skarp bevogtning. Man valgte nemlig at holde området under overvågning og vente med at gå ind, fortæller Frank Carstensen. Ved middagstid gik politiet i aktion og en tysk statsborger blev anholdt. De tyske prøveplader kunne føres tilbage til en person af bulgarsk herkomst og det hjalp det tyske politi i sagen. Søndag eftermiddag fik Rudbeck Transport igen sine køretøjer udleveret.