Ja til højere vejafgifter
Ministerråd gav fredag grønt lys for opkrævning af højere vejbenyttelsesafgifter.
EUs transportministre stemte som ventet ja til en forslag fra Europakommissionen, der tillader at medlemslandene kan indføre forhøjede afgifter til dækning af de eksterne samfundsmæssige omkostninger fra vejgodstransporten. Det vil sige de omkostninger, som lastbiltransporten påfører naturen og samfundet i form af luftforurening, støj og trængsel.
Dermed er der udsigt til en kraftig stigning i vejbenyttelsesafgifterne. De nye regler fastsætter metoder for beregning af afgifter og grænser for afgifterne. Afgifter for trængsel vil dog ikke være en egentlig afgift, men er en mulighed for at variere eksisterende afgifter med op til 175 % i 5 timer i myldretiden, de steder trængslen er størst.
Trængselsafgifterne skal kun gælde for lastbiler, oplyser Dansk Transport & Logistik.
- DTL er imod trængselsafgifter – for de hjælper intet på trængsel – og slet ikke i dette tilfælde, hvor afgiften kun skal gælde for lastbiler. Det, der reelt er tale om, er, at man beskatter transport i byområder, hvor transport i forvejen er vanskelig og kompliceret. Men det er dog glædeligt, at der kun er udsigt til at forhøjelse på 175 % og ikke 300 %, som formandskabet havde foreslået, siger DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen og fortsætter:
- På den positive side tæller også, at afgifterne kun må hæves i 5 timer og ikke 6 timer, som først foreslået, ligesom vi glæder os over, at Euro 5 er undtaget fra miljøafgifter frem til 31. december 2013 og Euro 6 frem til 31. december 2017.
Ingen øremærkningTil DTLs ærgrelse var der ikke opbakning til, at afgifterne skal øremærkes til nye investeringer, afhjælpning af miljøgener eller vedligeholdelse af Europas veje.
- Når indtægterne fra trængselsafgifterne ikke føres tilbage til transportsektoren er afgiften blot en skat. Danske vognmænd vil nu risikere at skulle betale for trængsel i fx Tyskland, uden at de tyske myndigheder er forpligtet til at investere i løsninger på trængslen. IRUs nylige undersøgelse viste netop, hvor store beløb (1 mia. danske kroner) danske vognmænd og dansk industri kan ende med at betale til det tyske samfund, siger Søren Hyldstrup Larsen.
Skeptisk parlamentUdvidelsen af vignetordningen bliver dog ikke til noget, hvis ikke Europaparlamentet godkender den udgave, som Ministerrådet nu har vedtaget.
- Vi ved, at Parlamentet er skeptisk over for kun at tackle trængsel for lastbiler og ikke for andre køretøjer, og vi ved, at Parlamentet støtter DTLs holdning om øremærkning. Fra dagens debat ved vi også, at lande som Italien, Spanien og Portugal ikke er glade for udviklingen i Rådet. Der vil være mange, der vil forsøge at påvirke parlamentsmedlemmernes holdninger i de kommende måneder, forudser Søren Hyldstrup Larsen.