Ændring i rederiledelsen
Finansdirektør Niels Rabøl er fratrådt hos Bornholmstrafikken.
Det meddelte færgerederiet i går. Bestyrelserne i Bornholmstrafikken A/S, Sydfynske A/S og Danske Færger A/S arbejder i øjeblikket på at samle de tre selskaber til et rederi, Færgen. Et overordnet mål er at gøre det bedre og nemmere for kunderne at rejse med færgen i Danmark.
- Som led i den proces er der i 2010 sket store udskiftninger i rederiets ledelse, og selskabernes bestyrelser har nu besluttet også at finde en ny profil til posten som finansdirektør. Det betyder, at den nuværende finansdirektør Niels Rabøl forlader sin stilling dags dato. Arbejdet med at finde en ny finansdirektør er sat i gang, oplyste formand for bestyrelsen i Bornholmstrafikken A/S, Steen E. Christensen.