Opbygning fra Plagborg og Nolako
Brdr. Plagborg ApS, Lindved og Nolako A/S, Ringsted har i tæt samarbejde skræddersyet et komplet volumenvogntog til Carl Thøgersen A/S, Hurup.
Der er tale om en opbygning på en Volvo FH samt en tilhørende Fliegl kærre, begge med Alu-team kasser. Salgskonsulent Børge Holm fra Volvo Truckcenter i Thisted har stået for selve salget. Opbygninger er udført i BR 146 Alu-Wood, der er et panel udviklet af Alu-team bestående af en trækerne pålimet aluplade på begge sider. Fordelen ved Alu-wood er, at man ved en metal overflade får et 100 % tæt panel frem for en glasfiberbelægning, der med tiden vil optage vand.
Yderligere er der muligheder for indfældning af surring i siderne så man opnår optimal indvendig bredde.
Vogntoget til Carl Thøgersen A/S er yderligere bygget op med 40 mm sandwich tag. Med denne løsning opnås en rimelig isolering og eventuel dannelse af kondensvand undgås. Kasserne er leveret som et volumentræk og der er monteret sidedøre samt topklap over lift.
Kærren fra Fliegl er specielt fremstillet til opgaven, hvor underrammen er fremstillet til Alu-team kassen og derfor leveret uden bund. Bunden er først monteret efter at kassen er monteret.
- Derved opnår man den største stabilitet, lydder det fra Nolako.
Kærren er på 18 ton totalvægt og er konstrueret med forskydelig undermonteret trækstang i galvaniseret udførelse samt 57 mm VBG trækøje. Akslerne er af fabrikatet BPW med tromlebremse, hvor der er bogielift på forreste aksel.
Takket være et tæt samarbejde mellem Brdr. Plagborg ApS og Nolako A/S, har det været muligt at konkurrere med udenlandske komplette opbygninger. Samtidig har det været muligt for kunden selv at være med under hele opbygningsforløbet, hvor vogntoget er blevet skræddersyet efter de enkelte ønsker.