Gak til Holland
DTL: Drop Mauten og brug benzin- og dieselafgifter på vejnettet.
Da regeringen præsenterede sin grønne transportstrategi og de dertil hørende grønne kørselsafgifter, så var Holland forbilledet. Men nu har den nye hollandske regeringskoalition aftalt, at man helt dropper det teknisk avancerede ’intelligente’ opkrævningssystem. I stedet skal den tiltrængte udbygning af det pressede hollandske vejnet finansieres via brændstofafgifterne. Der er også planen at finde midler til udbygning af de hollandske havne.
Det pragmatiske hollandske eksempel bør Danmark følge, lyder opfordringen fra vognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik.
- Holland er et godt forbillede i denne sag, og Danmark bør følge trop. Lad os undersøge, om den planlagte kørselsafgift i stedet kan konverteres til en afgiftsstigning på brændstof uden at give øget grænsehandel, vel at mærke. Kørselsafgifter på lastbiler er for dyre i administration set i forhold til provenuet, og de hjælper hverken på trængsel eller miljø. Afgiftsstigning på benzin og diesel vil give flere penge i statskassen, som – hvis det står til DTL – bør øremærkes investering og vedligeholdelse i vores infrastruktur, siger adm. direktør i DTL, Erik Østergaard og fortsætter:
- Trængsel og trafikpropper har en negativ effekt på værdiskabelsen i et samfund. DTLs medlemsvirksomheder lider hver dag under køer i trafikken, og det koster ikke bare penge og tid – det har også en negativ CO2-effekt, fordi det samlede brændstofforbrug på en tur bliver højere, når lastbilerne også skal holde i kø.
Infrastrukturinvesteringer betaler sigI nyhedsbrevet McKinsey Quarterly og Transportation Performance Index, som begge er blevet omtalt i DTLs nyheder, slår amerikanske økonomer til lyd for, at bl.a. investeringer i infrastruktur er den bedste løsning, hvis man skal have gang i økonomien.
- Vi noterer os i DTL, at Danmark er gået i gang med at reparere på manglende investeringer i infrastruktur i de seneste årtier. Men der kan gøres en del mere, ligesom den indtil nu forsømte vejvedligeholdelse bør speedes op. Vi må i dansk politik forstå, at en af vores vigtigste veje til vækst og velfærd i fremtiden er investeringer i infrastruktur. Transportens virksomheder kan yde endnu mere for dansk økonomi, hvis infrastrukturen som fx motorveje og jernbaner bliver bedre, slutter Erik Østergaard.