DTK giver Linaks logistik et løft
Outsourcing: Padborg-virksomheden driver hele Linaks europæiske distributionscenter.
Af Gwyn Nissen
Transport-løsninger udvikler sig i stigende grad til at blive komplekse logistikløsninger, som stiller nye krav til både industrien og logistikbranchen.
Trends som øget kompleksitet i forsyningskæderne på grund af kortere produktlevetid, individuelle kundebehov, øget anvendelse af teknologi, globalisering og outsourcing er med til at sætte skub i udviklingen.
På den baggrund har CBLog – det grænseoverskridende EU-projekt Crossborder Logistics – sat fokus på værdiskabende distribution.
Projektkoordinator Gustav Nebel fra CBLog/UdviklingsRåd Sønderjylland peger på, at der i dag findes mange gode eksempler på, hvordan virksomheder har opnået gode resultater sammen. CB-Log-regionen, der omfatter Syddanmark og det nordlige Slesvig-Holsten er selv leveringsdygtig i eksempler på, hvordan simple transportopgaver med tiden har udviklet sig til strategiske logistik-partnerskaber.
LagerlogistikEt godt eksempel herpå er Dansk Transport Kompagni i Padborg, der driver distributionscenter for Linak A/S på Als, der producerer lineære aktuatorer – eller populært sagt de motorer, der blandt andet får hæve-sænkeborde, sygehussenge og elevationssenge til at bevæge sig.
Indtil for nogle år siden styrede Linak selv sin ind- og udgående lagerlogistik, men som corporate logistics manager Michael Steenberg Jensen påpeger, så er Linak producent, der ”udvikler, fremstiller og markedsfører produkter, der gør livet lettere for mennesker” – men derimod ikke lagerlogistik-ekspert.
I mange år har Linak selv kunnet håndtere den logistik, der fulgte med væksten, men i takt med, at koncernen er vokset, fik virksomheden leveringsvanskeligheder.
- Det gik dels udover vores troværdighed og dels brugte vi mange penge på kurertjenester og brandslukning, siger Michael Steenberg Jensen.
Ny strategiDet fik Linak til i 2006/07 at påbegynde arbejdet med en supply chain-strategi. Det endte blandt andet med et europæisk logistik- og distributionscenter, hvorfra Linak kunne servicere kunder i hele Europa og samtidig tage imod varer til sin ege produktion.
For Linak handlede de i første omgang om at skabe stabilitet i forhold til levering, mens de næste skridt var nye logistik-tilbud til kunderne og i sidste ende ”excellence logistics”.
I sidste ende handler det ifølge Michael Steenberg Jensen om, Linaks kunder ikke kun skal vælge koncernens produkter ud fra produktets kvaliteter, men også ud fra den service og logistik, koncernen yder.
FokusNår valget faldt på DTK til at drive Linaks distributionscenter, så skyldes det ifølge Linaks logistik-ansvarlige, at DTK formår at arbejde på ”tværs af de grænser, der er mellem hvornår det er kunden, distributøren eller producentens opgave”.
Hvad er det en logistikvirksomhed kan, som i ikke kan?
- Holde fokus på lager- og transportlogistik. Hele tiden udvikle nye, innovative løsninger, fastslår Michael Steenberg Jensen, der kan konstatere, at Linak har opnået store besparelser på lager, transport og logistik.
Men først og fremmest er leveringssikkerheden og servicegraden højnet.
Mod på nye store opgaverDa Linak i 2007 valgte Dansk Transport Kompagni til at stå for koncernens europæiske distributionscenter, var det ifølge begge parter begyndelsen på en ”lang rejse”. Men på rejsen har DTK lært så meget, at Padborg-virksomheden har mod på nye, store opgaver.
- Vores mål er, at vi også gerne vil levere 3PL-løsninger til andre kunder. Vi har ikke plads til en kunde i Linaks størrelse lige nu, men vi arbejder på sagen, siger Susanne Provstgaard, adm. direktør i DTK.
Hun er overbevist om, at virksomheden undervejs i processen med Linak har fået så mange nye færdigheder, at DTK er i stand til at løfte lignende opgaver i fremtiden.
For mens DTK i forbindelse med Linak-opgaven er blevet integreret i Linaks supply-chain-system, forventer DTK i fremtiden selv at kunne levere it-løsninger til kommende 3PL-kunder.
- Vi udvikler vores nuværende IT-system fra Art Systems til også at kunne styre lager-funktioner, oplyser Susanne Provstgaard.
Fordelen for kunderne er til at få øje på, mener hun:
- Virksomhederne får reduceret deres faste omkostninger og får i stedet en variabel omkostning.
Mens Linak tidligere selv måtte tage omkostningerne ved lavkonjunktur eller travlhed, er det i dag DTK, der skal få lagerlogistikken til at hænge sammen med virksomhedens øvrige aktiviteter.
- Vi prøver desuden løbende at indarbejde forbedringer i dagligdagen, og på den måde har vi overtaget Linaks måde at arbejde med Lean her i huet, forklarer Susanne Provstgaard, der peger på, at DTK’s præstation løbende bliver målt i forhold til de aftaler, der er lavet med Linak.
Samarbejdspartnerne har i øvrigt ikke lavet en tyk kontrakt i forbindelse med aftalen.
- Vi har lavet en kort og klar kontrakt, som vel nærmest kan betegnes som en psykologisk kontrakt, der afstemmer synspunkter og rammer, siger Susanne Provstgaard.
gn@transporttidende.com