Bøder på vej
Nu vanker der bøder til chauffører, der ikke har gennemført den obligatoriske efteruddannelse efter planen – og også til vognmanden.
Chauffører, der udfører erhvervsmæssig godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel) eller firmakørsel (kørsel med egne varer), er omfattet af kravet om obligatorisk efteruddannelse, og med udgangen af juni i år skal alle, der har fødselsdag den 3. eller tidligere, have gennemført uddannelse og fået udstedt et chaufføruddannelsesbevis.
Har man ikke det, så vanker der bøder, når man bliver standset af politiet, skriver arbejdsgiverorganisationen ATL.
Trafikstyrelsen meddeler, at de har anbefalet politiet, at bøden er på 4.000 kr. for chaufføren og 8.000 kr. for vognmanden, hvis chaufføren ikke har et chaufføruddannelsesbevis og skulle have haft det. Det er vognmandens ansvar at tjekke, at chaufføren kører lovligt.
Den obligatoriske efteruddannelse varer 5 dage, som chaufføren har ansvaret for at gennemføre hvert femte år.
I det nuværende halvår skal chauffører med fødselsdato 4., 5. eller 6. i måneden gennemføre uddannelsen, og chaufføruddannelsesbeviset skal være udstedt inden nytår.