Korean øger trafikken til Skandinavien
Korean Air Cargo viser tænder i Skandinavien – og de bliver skarpere og skarpere.
Oprindelig havde Korean Air Cargo, der er verdens største IATA-flyselskab, Københavns Lufthavn som hub. Det vil sige, at al skandinavisk luftfragt med Korean Air Cargo som transportører blev trucket ned til København, samlet dér og sendt med Korean Air Cargo’s fragtfly til Seoul Incheon Airport, der er selskabets drejeskive for videreforbindelser ud i det fintmaskede asiatiske rutenet.
Indtil 2006 var der således fem ugentlige rotationer med Boeing 747 fragtfly mellem Seoul og København. Derefter ændrede Korean Air Cargo strategi og flyttede fra August 2006 to af de ugentlige afgange til Stockholm Arlanda, hvilket reducerede trafikken ud af København til tre ugentlige ture.
Men nu er Korean op i omdrejninger igen: Først annoncerede selskabet sin beslutning om fra dette efterår at øge med en tur på København, tilbage til de faste tre afgange, der tidligere har været.
Så fulgte siden til stor overraskelse beslutningen om at lægge endnu en tur på Stockholm Arlanda, der fra efteråret således også kommer op på tre afgange .
Den helt store uventede gave til fragtens folk blev så meldingen forleden om, at Korean Air Cargo vender tilbage til Luleå Kallax i det nordlige Sverige fra 12. december.
Så summa summarum: Fra den 12. december 2010 letter de store Boeing 747-400F fragtfly fra skandinaviske lufthavne hele ti gange hver uge.