EEV til Alstrup Transport
Alstrup Transport A/S, Hjortshøj ved Århus, har netop fået leveret en ny miljøvenlig DAF.
Det er en LF 45 fra Lastas A/S i Hedensted. Lastbilen skal køre nærdistribution i Århus, og indførelsen af miljøzonen i Århus for kørsel med tunge lastbiler i sommer var afgørende for, at virksomheden valgte at investere i et helt nyt køretøj.
Lastvognen, som den nye DAF afløser, var nemlig udstyret med en Euro 3-motor, men i stedet for at investere i et partikelfilter, valgte Alstrup Transport A/S at investere i en helt ny miljøvenlig DAF med en EEV-certificeret motor, der uden forhindringer har adgang til kørsel indenfor miljøzonen. Førerhuset på DAF’en er en Day Cab, og motoren yder 210 hk (150 kW) og har et drejningsmoment på 760 Nm ved 1200-1700 o/min. Transmissionen er en ZF AS Tronic gearkasse med automatiseret gearskifte. Af finesser kan næves, at den nye DAF er monteret med et automatisk overvågningssystem af dæktrykket, og at advarsler om forkert dæktryk vises på instrumentpanelet, så chaufføren hele tiden har overblik over dækkenes tilstand.
Alstrup Transport A/S har 20 biler i stalden og kører for Danske Fragtmænd.