Branchen fortsat ramt
I løbet af 2010 har det især været de mindre og mellemstore vognmandsvirksomheder med 1½ til 5 år på bagen, som har været i risikozonen for at gå konkurs.
Det viser nye tal for konkurser blandt vognmandsvirksomhederne fra Trafikstyrelsen, som DTL har bearbejdet.
Antallet af konkurser i 2010 nåede sit foreløbige højdepunkt i juni måned, hvor 17 virksomheder gik konkurs. Efter et stort dyk i sommerferien steg antallet af konkurser lidt i august til 9.
- Vi kan se, at antallet af konkurser blandt de mindre virksomheder med mellem 2 og 5 tilladelser atter er begyndt at præge billedet siden april måned. Samtidig kan vi se, at der er en tendens til, at også større virksomheder rammes, for de mellemstore med mellem 6 og 20 tilladelser præger også billedet. Især i juni var der mange konkurser blandt virksomheder med mellem 11 og 20 tilladelser, siger DTLs økonom Morten Pernø.
Ældre virksomheder rammesDerudover viser tallene fra Trafikstyrelsen, at mens det i foråret især var vognmandsvirksomheder, som havde været i drift i mellem 1½ og 2 år, som blev ramt, har det i marts og henover sommeren især været vognmandsvirksomheder, som har været i drift mellem 2 og 5 år, som har måttet stoppe. Konkurserne er altså begyndt at ramme ældre virksomheder.
Derimod har de helt unge virksomheder, som kun har været i drift op til et år, ikke været ramt af konkurser siden begyndelsen af 2. kvartal af 2010.
- De nye tal dokumenterer, at krisen rammer vognmændene hårdt. Det trækker nedad, at de større virksomheder rammes, da meget viden og kompetence går tabt, når mellemstore virksomheder må bukke under. Det er dog samtidigt positivt, at de relativt nystartede vognmandsvirksomheder synes at have fået bedre kår på det seneste. Det er tegn på, at der er ved at komme gang i dele af markedet, siger Morten Pernø.