Giftige gasser i containerne
Nydannet platform vil finde løsninger på giftige gasser I import-containere.
Undersøgelser har vist, at 10-15 procent af alle containere med import-varer kan have for høje værdier af giftige gasser. Det skyldes blandt andet, at nogle containere behandles mod skadedyr eller svamp, inden de afskibes fra Østen. Derudover afgiver nogle varer inden for f.eks. tekstiler, sko, billigt legetøj, elektronik, møbler, træ, medicin, tørret frugt mm. giftige dampe mens de ”lagres” i containerne.
Både i Holland, Tyskland og senest i Belgien har der gennem årene været sager med havnearbejdere, der er blevet syge, meddeler TGAV, der er oprettet på initiativ fra Danmarks Transport-Tidendes søsterorganisation NT Publishers i Holland.
TGAV peger på, at et af problemerne er, at medarbejdere, der tømmer containerne ikke er klar over farerne, og at der ikke er advarsler på containerne.
I Europa er der stigende opmærksomhed omkring problemerne, men der findes ingen politik på området. TGAV har netop lanceret hjemmesiden www.tgav.info og er desuden på vej med en håndbog omkring problematikken. Håndbogen ”Don´t get caught by surprise” indeholder informationer om problemets omfang, gas- og damptyper, love og regler, forebyggelse og best-practise, målinger, hvordan man håndterer giftige gasser i containere osv.
International konferenceDesuden følges der op med en konference med samme titel ”Don´t get caught by surprise” den 23. november i Bruxelles.
Her præsenteres blandt andet hollandske erfaringer med målinger fra 1000 containere årligt, ligesom repræsentanter fra shipping-firmaer, fagforbund og industrien fortæller om løsningsmuligheder. Der er desuden debat og workshops om sundhed/sikkerhed, alternativ behandling af gods, målinger/løsninger mm.