Renault tager fat med Optitrack
Den franske lastbilproducent overrasker positivt med unik løsning til hydraulisk-drevet forhjulstræk.
Af Finn Bjerremand
Renault Trucks var forleden god for en overraskelse. Den franske lastvognsproducent følger nærmest i forhjulssporene efter MAN og lancerer med Optitrack et unikt hydraulisk-drevet forhjulstræk.
Optitrack leveres i første omgang udelukkende på toakslede trækkere af typen Renault Premium Lander, hvor der i Mellem- og Sydeuropa selvfølgelig vil være en stor efterspørgsel, fordi man i høj grad anvender fem-akslede sættevognstog til tippeladskørsel.
Ofte er trækkeren i denne vogntogskonfiguration en almindelig 4x2 version, som stort set er fuldstændig hjælpeløs uden for fast vej, hvis føret er dårlig. Med Optitrack kan lastvognstoget nu komme ud og ind til aflæssestedet med hjælp fra den hydrauliske fremdrift på forhjulene.
Ved testen var der et enkelt tomt lastvognstog til afprøvning. Renault peger på, at det netop er med tom vogn, at man virkelig kan se forskellen, fordi det ofte er ved tomkørsel, at den to-akslede trækker har svært ved at komme væk fra det læs, der lige er tippet af.
Kører man i terrænet og kan se, at der bliver brug for lidt ekstra træk, så aktiveres en kontakt i instrumentbrættet og er der brug for mere sikker fremdrift, indkobles differentialespærringen også med en kontakt.
Ved testkørslen virkede det fint sammen med den automatiserede transmission, som sættes i off-road position ved kørsel i terræn.
Systemet giver en lasteevne som er cirka 490 kg større end hvis der i stedet blev valgt et almindeligt forhjulstræk med ekstra kardanaksel, fordelergearkasse og fortøj m.v.
Endelig kan Optitrack slås fra under normal kørsel med høj hastighed, hvor lastvognen kører som en almindelig 4x2 trækker, der løber let ud af vejen.
Opti-OptiRenault har valgt at tilbyde Optitrack sammen med Optidriver-gearkassen, der er en gearkasse med automatiseret koblingsbetjening og gearskifte. Derved kan der opnås en god brændstoføkonomi, der er op til 10 procent bedre end hvis kunden vælger et almindeligt forhjulstræk.
Føreren har også stadig det samme komfortniveau, hvor der ikke skal arbejdes med en gearstang og koblingspedal. Vigtigst for det nordiske marked er, at en 6x2-lastvogn med normal skammelhøjde og lav egenvægt vil kunne finde anvendelse til mange forskellige transportopgaver.
Hos Renault vil man dog først introducere Optitrack på 2-akslede trækkere, hvorefter systemet bliver tilgængeligt på 3-akslede køretøjer - både chassiser og trækkere.
Hydraulisk pumpeGroft sagt er Optitrack en hydraulisk pumpe, der sidder i forbindelse med gearkassen, som generer det hydrauliske tryk, der sendes ud i de to forhjul, hvor oliemotorer sørger for fremdriften.
Den hydrauliske væske holdes afkølet ved hjælp af et stort køleaggregat - det er nemlig varmen, der kan blive et problem, når der køres langt med et hydraulisk forhjulstræk. En erfaring jeg blandt andet har gjort fra MANs Hydrodrive, som jeg har haft lejlighed til at prøve med tungt læs i hårdt terræn.
Jeg glæder mig til at prøvekøre en Renault under danske forhold som f.eks. 6x2 med Optitrack og en tilkoblet tippeladstrailer - med læs på og en vogntogsvægt på 48 ton.
Store mulighederUmiddelbart er der store muligheder for anvendelsen af Optitrack. Renaults peger på, at systemet er designet til alle type af chassiser, så det er kun Renault selv der sætter begrænsningen.
Det være sig lige fra en lille lastvogn med tippelad, som har brug for at kunne anvende firehjulstræk en gang imellem, over til 6x4 og 8x4 vogne, hvor man gerne vil have et forhjulstræk, som kan tages i brug efter behov.
Men der findes også vognmænd, som kunne tænke sig at have det på f.eks. en 6x2 eller på en 8x2 vogn, hvor der normalt køres på landevej, f.eks. en kranvogn, der løser 98 procent af alle opgaver ved fast vej, men som ved de sidste opgaver har brug for fremdrift på flere aksler.
Endelig kan man også forestille sig Optitrack i forbindelse med kørsel i vinterføre en stor del af året, for eksempel på en Renault Magnum, så man i visse perioder slipper for at skulle køre så meget på snekæder.
fba@transinform.com