For det er os med holdningerne
For det er os med chaufførerne…
Af Gwyn Nissen
Efterhånden kan de fleste danskere, der ser tv eller lytter til kommerciel radio, rappe med på landevejstransportens nye slagsang. De mange millioner, som ITD/FDE har sat på højkant - synes allerede givet godt ud.
Med gode chauffør-typer, en ørehænger af en sang og flotte billeder går budskabet rent ind hos danskerne, der nu forhåbentlig ved lidt mere om dansk landevejstransport – og kan acceptere den.
Men altafgørende for imagekampagnens succes er transportbranchens egen opførsel - lige fra vognmand til chauffør. Derfor er det positivt, at kampagnens samarbejdsparter har sat sig ned og underskrevet en kodeks for branchens fremtidige virke.
Alt andet ville også være uansvarligt og imagekampagnens 20 millioner kroner kunne hurtigt være smidt ud af vinduet, hvis der tegnede sig et wild-west-billede af transportbranchen.
Kampagnen løser ikke alle branchens imageproblemer – dertil skal man ind og pille ved årsagen og ikke virkningen. Men der er stor forskel på, om branchen tager ét skridt frem og to tilbage, eller to skridt frem og ét tilbage.
For at opnå fremgang i stedet for tilbageskridt, er der behov for selvransagelse i branchen, der som helhed ikke kan afvise, at der nogle steder foregår fusk med lønninger, tachografer og cabotage mm.
Vi må tro på, at det kun er tilfældet i et fåtal af virksomhederne, og resten af en seriøs arbejdende branche må ikke slås i hartkorn med snydepelsene. Men der skal ofte kun ganske få dårlige sager til i en branche, for at alle sammen bliver hængt ud.
Derfor skal branchen også tage den interne debat om, hvilke sanktioner disse og andre overtrædelser kan få for medlemskabet i organisationerne. Og myndighederne skal på banen i forhold til at få stoppet useriøse forretningsfolk i at få lov til at starte igen og igen på bekostning af en hel branches image.
For så kan branchen med god samvittighed synge videre…
For det er os med holdningerne…
gn@transporttidende.com