Norden opgraderer Nord Neptune til issejlads
Rederiet Norden indgår i joint venture med mine- og handelsselskabet Glencore om isklassificering af Panamax-skib.
Den fem-årige aftale betyder, at partnerne deler udgifterne til ombygningen af ’Nord Neptune’ til issejlads. Skibets skrog skal forstærkes og motorkraften skal øges under den op til to måneder lange ombygningsproces. Samtidig skal besætningen uddannes til sejlads i is.
Baggrunden for projektet er den hårde vinter, hvor tætpakket is i Østersøen forhindrede eksport af kul fra en række Østersøhavne.
Det skriver maritimedanmark.dk med Norden News som kilde.
Norden, der hidtil har langtidsbefragtet Nord Neptune, valgte i juli at udnytte den købsoption, rederiet havde på skibet.
Rederiet Norden sejler i forvejen to isforstærkede skibe i Panamax-klassen. Rederiet har desuden bestilt tre isforstærkede skibe i Handysize-klassen hos et sydkoreansk værft.