Overhalingsforbud gælder
En tysk speditørs forsøg på at stikke en kæp i hjulet på tysk overhalingsforbud for lastbiler er mislykkedes.
Transportmanden fra Kiel mente ikke, at det var lovligt at indføre generelle overhalingsforbud for lastvogne. Derfor lagde han sag an ved retten i Leipzig, hvor han pegede på, at overhalingsforbud ifølge lovgivningen kun kan gennemføres, hvis der lokalt er farlige vejforhold, der taler herfor.
Men retten i Leipzig afviste klagen og dommeren pegede på, at der ikke var noget at udsætte på overhalingsforbuddene på A7 og A45 i Hessen samt A8 i Bayern.
I mellemtiden er der opstået en ny strid i Tyskland, hvor branchen klager over, at landevejen B25 i Bayern er blevet spærret for al lastbilkørsel af en lokal kommune. Branchen peger på, at en kommune ikke bare bør kunne lukke en overordnet vej for godstransporten.