Peter Fogtmann er død
Vognmanden fra Tinglev blev 64 år.
Peter Fogtmann er født og opvokset i Tinglev, hvor han i 1969 overtog sin fars vognmandsforretning. I mange år sad vognmanden også selv bag rattet, men efterhånden som virksomheden voksede, blev det til mere og mere kontorarbejde. I 2001 overdrog Peter Fogtmann den daglige ledelse til sønnen Klaus og blev i stedet selv bestyrelsesformand for Fogtmann Transport, der i dag har over 100 medarbejdere og betjener store kunder som bl.a. Kohberg Brød og senest KMG’s store motorvejsbyggeri mellem Aabenraa og Sønderborg.
I sin fritid var Peter Fogtmann – der lokalt var kendt som ”P Fut” - også politisk aktiv. Han sad 24 år i Tinglev byråd, først for Fremskridtspartiet og siden for de konservative.
Peter Fogtmann efterlader sig hustruen Lone i Kollund samt børnene Klaus og Linda.