KLC ansætter ny direktør
KLC A/S i Kolding har ansat Finn B. Poulsen som administrerende direktør.
Han afløser KLC’s stifter og hovedaktionær Jeppe Schultz med virkning fra 1. september.
Finn B. Poulsen, der har en HD i organisation og er diplomleder, har en lang fortid med hovedvægt indenfor transportbranchen. Finn B. Poulsen har også prøvet at køre lastvogn. I starten af sin karriere har han nemlig været ansat som chauffør hos MD Foods.
I 1990 fik han ansvaret for et Shell oliedepot i Kalundborg, hvortil der var knyttet en halv snes olietankvogne, senere blev Finn B. Poulsen udnævnt til distriktschef hos Shell med salg til transportbranchen, et job som han bestred i en halv snes år.
Derefter blev Finn B. Poulsen markedschef hos Falck, og har efterfølgende i en treårs periode været ansat hos Dantra i Hjøllund, hvor han var medlem af ledergruppen.
Indtil ansættelsen hos KLC har Finn B. Poulsen været selvstændig konsulent med fokus på felterne salg og transportmateriel.
Finn B. Poulsen siger i forbindelse med indtræden i det nye job:
- Jeg glæder mig til at møde mit gamle netværk i nye omgivelser. KLC har en god kultur, der er en stor faglig stolthed blandt medarbejderne og der er også et godt humør i virksomheden.
Den nye administrerende direktør vil etablere en organisation, hvor forskellige opgaver er delegeret ud til mellemledere i virksomheden.
Jeppe Schultz vil i fremtiden beklæde stillingen som salgsdirektør og samtidig virke som mentor for Finn B. Poulsen.
Generationsskifte
Indsættelsen af Finn B. Poulsen skal ses som første led i et kommende generationsskifte hos den sydjyske servicevirksomhed.
- Markedsmæssigt vil KLC intensivere salget både i Danmark og i Norge, og lidt længere fremme vil Sverige også blive et nyt marked for os, siger Jeppe Schultz til TTN.
KLC har et komplet program af opbygninger med kraner, tippelad, overførselspåhængsvogne, hejs, kærrer m.v. Som noget nyt er virksomheden lige nu i gang med at udvikle et komplet nyt containersystem, så kunderne let kan afgive bestilling på nye containere, som passer direkte.
KLC forsøger også at få produktionstiden ned ved at indføre et nyt koncept. Det går ud på at kunden ved f.eks. bestilling af et nyt hejs opgiver stelnummeret på lastvognschassiset, hvorefter det færdige hejs vil være klar når lastvognen ankommer og monteringen derefter kan ske hurtigt uden at der skal skæres, svejses eller lignende.