Sikkerhed i 75 år
Rådet for Sikker Trafik fylder 75 år den 7. september.
Jubilæet markeres i Den Sorte Diamant i København fra kl. 9.30-13 - blandt andet med en tidsrejse gennem Rådets og trafiksikkerhedens historie med gamle filmklip, billeder, kampagner og interviews med personer, der har haft/har indflydelse på trafiksikkerheden i Danmark.
Der er tale om kendte og ukendte personer, fagfolk, politifolk, politikere, trafikofre, kommuner, reklamefolk m.fl. der på hver deres måde vil vise eller fortælle, hvordan de med traditionelle - og ikke mindst utraditionelle - midler har forsøgt at få trafikanterne til at tænke mere på trafiksikkerhed og overholde reglerne i trafikken.
Justitsminister Lars Barfoed holder åbningstalen, og direktør Anders Rosbo fra Rådet for Sikker Trafik vil i sin tale slutte arrangementet med at slå fast, hvad der stadig mangler at blive gjort, hvilke udfordringer vi står overfor i dag, og hvor politikerne bør sætte ind, så der i fremtiden vil ske færre ulykker.
Endelig uddeles to priser til henholdsvis en privatperson og en kommune, der har gjort en exceptionel indsats for trafiksikkerheden.