Mærsk overvejer ny havneterminal i Kina
APM Terminals undersøger mulighederne for en ny havneterminal 2000 kilometer oppe ad Yangtze-floden.
A.P. Møller-Mærsk terminaloperatørselskab APM Terminals har allerede operationer på 11 kinesiske havne, der alle ligger på den kinesiske kyst. Men nu overvejer APM Terminals for alvor at rykke langt ind i landet med etableringen af en ny terminal ved storbyen Chongqing, der ligger ved Yangtze-floden 2000 kilometer fra kysten.
- Trafikken på Yangtze vokser med over 20 procent om året, så potentialet er stort, og vi kigger på mulighederne. Konkret blev vi sidste år inviteret til at undersøge mulighederne for en terminal i Chongqing, der med over 15 mio. indbyggere er den største by ved Yangtze, men der er masser af millionbyer langs Yangtze og flere muligheder, fortæller APM Terminals' Asien-chef, Martin Gaard Christiansen, til nyhedsbureauet Direkt ifølge borsen.dk.
Han oplyser, at APM Terminals håber på en afklaring omring projektet inden for et års tid. Hvis projektet realiseres, så vil der indledningsvis blive tale om en flodterminal med en kapacitet på 0,7-1.0 millioner containere. Men på sigt skal terminalen kunne udvides betydeligt.
Hidtil har containertrafikken på Yangtze-floden bestået af mindre skibe med en kapacitet på op til cirka 350 TEU. Anlægget af en stor dæmning har hævet vandstanden i den store flod og dermed er feederskibe med en kapacitet på 1000-2000 TEU blevet en mulighed.