Ny lavpristerminal hedder CPH Go
Swift havde ikke tilstrækkelig folkelig appel, så den nye lavpristerminal ved Kæøbenhavns Lufthavn har fået nyt navn.
- Vi har med CPH Go valgt et navn, der handler om hele rationalet bag lavprisfingeren, nemlig opfordringen til at rejse, siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavn, der har foretaget en ”navnetest” inden navneskiftet.
Den nye lavpristerminal tages i brug 31. oktober. Med den nye terminal satser Københavns Lufthavn på at tiltrække flere lavpriskunder.
- Mange af de nye lavprisruter er åbnet, fordi vi har stillet dem en dedikeret lavprisfinger i form af CPH Go i udsigt, siger Henrik Peter Jørgensen.
CPH Go er en tilbygning til de eksisterende terminaler i lufthavnen og vil derfor være direkte tilgængelig fra metro og tog. Rejsende skal selv checke ind - enten via internettet, mobilen eller automaterne i terminalbygningen.