23948sdkhjf

Lufthansa Cargo bebuder forår

Fremgang: Efter et mørkt 2009 er lyset brudt frem igen i 2010, hvor det første kvartal viser god fremgang i mængderne.

Fremgang: Efter et mørkt 2009 er lyset brudt frem igen i 2010, hvor det første kvartal viser god fremgang i mængderne.



Af Herbert Nielsen

- 2009 var virkelig et forfærdeligt år for alle i branchen. Den samlede ”kage” blev mindre, og konkurrencen var benhård, så indtjeningen faldt betydeligt. Alligevel kan vi trøste os med, at vores andel af det danske eksport-luftfragtmarked faktisk steg i 2009.

Det siger Michael Schoop, Lufthansa Cargo Country Manager. Han bebuder forårets komme, idet fremgangen begyndte allerede i slutningen af 2009, hvor november og december bidrog til, at det fjerde kvartal lysnede en smule.

- Denne udvikling har så holdt sig også i januar og februar 2010, og det ser ud til, at marts vil blive endog endnu et nøk bedre. Vi kan som luftfartsselskab så også glæde os over, at priserne er begyndt at rette sig opad, og det betyder, at yielden udvikler sig positivt, siger Schoop.

Klargøring

Bag dette ligger en stigende efterspørgsel i markedet, men lige så vigtigt for fremgangen er det, at luftfartsselskaber er yderst varsomme med at tilføre ekstra kapacitet til markedet.

- Mange selskaber har flere af deres fly parkeret på jorden, og Lufthansa Cargo har eksempelvis fire af sine 19 MD11-Fragtere parkeret i Arizonas ørken. Den positive udvikling gør nu, at man er ved at klargøre to af disse fire fly, så de kan indsættes i trafikken igen, når markedet tillader det – men som sagt: Der bliver holdt nøje øje med markedssituationen for at undgå, at overkapacitet bomber raterne tilbage til de uhørt lave niveauer i 2009. Vores lastefaktor er nu oppe på over 90 procent, så udnyttelsen af kapaciteten er meget høj , siger Michael Schoop.

På globalt plan ser Lufthansa Cargo tonnagen stige med 39 procent mellem Asien og Europa, med 35 procent ud af Tyskland alene, med 16 procent på Nordamerika og med 13 procent i Europa. Totalt set er stigningen på Lufthansa Cargo’s globale ruter på 28 procent.

- I Danmark ser vi ud fra CASS-tallene, at vi er gået op med 20 procent i januar og februar, og som sagt forventer jeg, at stigningen er endnu en smule højere i marts. Og det til trods for, at vi jo havde nogle negative effekter af en strejke i februar måned, siger Lufthansa Cargos mand i Danmark.

- Samlet set venter jeg, at vi kommer ud af det 1. kvartal 2010 med en stigning på omkring 30 procent – og det er højere end det samlede danske eksport-luftfragtmarked. Så Lufthansa Cargo klarer sig godt i Danmark.

Fra pris til løsninger

- Når kapacitetsudnyttelsen er så høj, som tilfældet er nu, betyder det naturligvis også, at vi ser nøje på, hvilket gods der flyves på de gode afgange. Og der kan det undertiden være svært at opnå plads for vores fragt. Vi må nok konstatere, at der er en vis træghed i det danske marked; speditørerne har nu gennem lang tid været vant til meget lave rater, og det tager i visse tilfælde tid at vænne sig til, at raterne nu er på vej op igen, siger Michael Schoop.

Han peger på, at når der er pres på kapaciteten, betyder det også, at Lufthansa Cargo igen ser fremgang i salget af vore time definite-produkter, det vil sige produkter, der indebærer særlig service og garanti.

- Hvor markedet i en lang periode har set udelukkende på priser, ser man nu igen på løsninger – eksportørerne ved, at når de skal afsende større mængder af produkter over faste, lange perioder, er det afgørende at sikre sig plads på forhånd. Derfor ser vi også flere og flere langsigtede aftaler omkring kapacitet på de afgange, kunderne ønsker. Det er en god udvikling for os, for med bedre indtjening kan vi igen investere i ny service, nye produkter og øget kvalitetet, siger Schoop.

Han påpeger, at der naturligvis er røster i markedet, der advarer mod for megen optimisme.

- De siger, at vi måske kun oplever et ”lille boom” i forbindelse med, at lagrene nu var kørt helt i bund, så der er behov for genopfyldning. Om de har ret eller ej, ved vi ikke. Men det øger kun kravet om, at vi nøje overvåger den kapacitet, vi sætter ind for at sikre, at markedet ikke igen køber løbsk.

Lufthansa Cargo er med den positive fremgang i slutningen af 2009 og ind i det nye år endnu ikke helt på højde med mængderne i 2008 – men der er ingen tvivl om, at der en en positiv trend.

Løft til Jylland

- I Danmark kan vi især glæde os over, at Lufthansa fra sommerfartplanen har indsat Boeing 737 og Airbus A320 fly på de tre daglige afgange fra Billund, i stedet for de mindre CRJ-fly, der har betjent vinterprogrammet. Det betyder, at der med hver afgang sydpå nu kan løftes omkring et tons fragt, der dermed når hurtigere frem til Frankfurt end tilfældet er med trucking til Frankfurt og München, siger Michael Schoop. Det er især til glæde for eksportører, der sender td.flash, levende smådyr eller specielle produkter, der ikke tåler den længere tur ad landevejen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063