Høring om ny fjordforbindelse
Vejdirektoratet har afsluttet VVM-undersøgelsen for en ny fjordforbindelse ved Frederikssund og fremlægger VVM-redegørelsen til offentlig høring.
Der er i redegørelsen vurderet løsninger både ved Kronprins Frederiks Bro og med en ny vejforbindelse syd om Frederikssund.
De nordlige løsninger omfatter enten en ny fjordforbindelse eller en udbygning af den eksisterende forbindelse med Kronprins Frederiks Bro. I begge forslag udvides J.F. Willumsens Vej og Skovnæsvej fra 2 til 4 spor.
Vejforslagene syd om Frederikssund omfatter en ny motortrafikvej mellem Frederikssundsvej og Skibbyvej, med vejen ført gennem Tørslev Hage-bebyggelsen. Fjordkrydsningen mellem Marbæk og Tørslev Hage udformes enten som en højbro, en kort tunnel eller en lang tunnel. Der er desuden vurderet en løsning med motortrafikvejen ført under Roskilde Fjord og Tørslev Hage i en boret tunnel.
- Det er et meget kompliceret projekt, bl.a. fordi Roskilde Fjord er et Natura 2000-område og fuglereservat. Det har derfor taget lidt længere tid end forventet at få færdiggjort rapporterne til den offentlige høring, siger planlægningschef Ole Kirk fra Vejdirektoratet.
Der holdes et borgermøde i Frederikssund Hallerne mandag, den 17. maj. Indtil da kan rapporter læses på nettet www.vejdirektoratet.dk/Fjordforbindelsen eller fra den 29. april på tryk. Fristen for at sende bemærkninger til Vejdirektoratet er fredag, den 25. juni.