Torm ind i internationalt forum for maritim bæredygtighed
Torm har som det første rederi i verden tilsluttet sig World Ocean Council (WOC).
Rederiet Torm er en af de stiftende virksomheder bag WOC, der er en global alliance, der på tværs af sektorer og organisationer vil arbejde for en bæredygtig anvendelse af havene.
- Medlemsskabet af WOC er en naturlig forlængelse af Torms strategi om at skabe resultater på en måde, som både er miljømæssig og socialt ansvarlig, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Adgang tilverdenshavene
- Endvidere er uhindret adgang til verdenshavene en forudsætning for Torms mulighed for at skabe resultater på lang sigt. Det sikres bedst ved at samarbejde om bæredygtige løsninger inden for og mellem de sektorer, som anvender havene, bl.a. til transport af varer. Med andre ord er WOCs målsætninger om at udvikle nye standarder og miljøvenlig teknologi, reducere konflikter foranlediget af kampen om adgang til havets ressourcer og videndeling på tværs af sektorer og interessegrupper helt i tråd med selskabets forretningsstrategi, lyder det fra Torm
WOC omfatter blandt andre selskaber og brancheorganisationer som ExxonMobile, Rio Tinto og The International Chamber of Shipping (ICS).
Torm er en af verdens ledende transportører af raffinerede olieprodukter og har desuden betydelige aktiviteter i tørlastmarkedet. Rederiet driver en samlet flåde på ca. 140 moderne skibe, de fleste i poolsamarbejde med andre anerkendte rederier, som deler Torms høje krav om sikkerhed, miljøansvar og kundeservice.
TORM blev grundlagt i 1889. Selskabet har aktiviteter i hele verden og hovedkontor i København.