ITD: Langsigtede planer nødvendige
Det er positivt, at der nu tegner sig et politisk flertal i Folketinget for en Hærvejsmotorvej, lød det fra formanden for ITD, Mogens Therkelsen.
For at godstrafikken kan komme frem, skal den have noget at køre på, og på generalforsamlingen hos International Transport Danmark (ITD) noterede formanden, Mogens Therkelsen, det som noget positivt, at både regeringen og Folketinget anerkender vigtigheden af en velfungerende infrastruktur.
- De planlagte vejinvesteringer, der bl.a. omfatter en udvidelse af motorvejen ved Vejle Fjord, den vestfynske motorvej samt Køge Bugt-motorvejen og Helsingørmotorvejen, er meget påkrævede, sagde han og tilføjede, at det også er positivt, at der nu tegner sig et politisk flertal i Folketinget for at anlægge Hærvejsmotorvejen, ligesom transportministeren har vist interesse for at udvikle det dansk-tyske samarbejde henover grænsen.
- Det er vigtigt, at man allerede nu kigger længere frem. Unødig ventetid og køer er en dårlig forretning for hele samfundet, understregede Therkelsen og pegede på, at der til en god infrastruktur også hører gode rastepladser.
- ITD har gang på gang gjort sig til talsmand for, at antallet af rastepladser og kvaliteten af dem må og skal forbedres. Det handler både om sikkerhed, om køre-hvile-tid og om mulighederne for personlig hygiejne. Vi kan simpelthen ikke byde vore chauffører, at de på grund af pladsmangel på rastepladserne skal parkere og sove på landeveje og tilfældige benzinstationer uden de nødvendige faciliteter, sagde Mogens Therkelsen og opfordrede til, at man på Christiansborg hurtigst muligt finder flere midler end de allerede bevilgede 20 mio. kroner for at skaffe erhvervet og chaufførerne anstændige vilkår at holde hvil og pauser under.