23948sdkhjf

Kvalitetssikring betaler sig

Dantra A/S, der specialiserer sig i tanktransport, har igennem en årrække investeret massivt i sikkerhed, miljø og kvalitetsstyring.

Dantra A/S, der specialiserer sig i tanktransport, har igennem en årrække investeret massivt i sikkerhed, miljø og kvalitetsstyring.



Dantra-koncernen, der indtil december 2009 hed Dansk Tanktransport, fokuserer på kvalitetssikring i alle led af værdikæden. Således bruger man betydelige ressourcer på certificering, kompetenceudvikling samt forebyggelse af skader og uheld.

– Hver gang en fejl, skade eller ulykke bliver undgået, er der tre vindere: kunden, omverdenen og os. På samme måde er det til gavn for alle, når vi reducerer brændstofforbrug og CO2-udledning. Vore erfaringer viser, at investeringer i miljø, sikkerhed og kvalitet på både kort og lang sigt er en stor fordel for alle tre parter, siger driftsdirektør Kenneth Jensen.

Kvalitetsstrategien bæres af certificeringer og normer, det såkaldte Masterdriver-koncept samt opfølgning og dokumentation. Dantra A/S er således certificeret efter ISO 9001 og 14001 samt normerne SQAS og TIV. På fødevareområdet køres der efter HACCP-principperne, ligesom virksomheden siden 2006 har haft den særlige certificering GMP+, som kræves for at kunne køre med foderstoffer og fødevarer.

Masterdrivere viser vejen

Dantra udviklede allerede for 5 år siden deres Masterdriver-koncept, der skal fremme sikker, miljøvenlig kørsel og godshåndtering samt sikre, at gældende lovgivning konsekvent overholdes.

– Der er ikke plads til fejl. Det er vigtigt at benytte det nødvendige beskyttelsesudstyr under af- og pålæsning, og derfor starter alle nye chauffører med at køre 3 uger med en erfaren kollega, ligesom vi lægger stor vægt på at besigtige tilkørsels- og læsseforhold hos kunderne, fortæller Masterdriver Peter Brøgger, der har 16 års chaufførerfaring bag sig.

En anden af Masterdriverens arbejdsopgaver er at instruere i miljørigtig kørsel. For at understøtte dette tiltag har Dantra begrænset sine lastbilers tophastighed til 80 km/t. Desuden investerer virksomheden i efteruddannelse, herunder kurser i førstehjælp, glatførekørsel og godshåndtering samt EU kvalifikationsuddannelse. Det har bl.a. resulteret i en kraftigt reduceret skadefrekvens.

– Vi tilbagelægger 15 mio. km årligt med et absolut minimum af uheld, siger Peter Brøgger.

Dantra, der råder over mere end 100 tankvogntog, har for nylig haft 16 chauffører på glatførekursus

Dantra A/S har eksisteret siden 1920 og beskæftiger på koncernniveau ca. 150 medarbejdere. Koncernen råder over mere end 100 tankvogntog og har afdelinger i Hjøllund og Padborg samt Kaunas, Litauen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062