Elektrisk Vito til Danmark
Mercedes-Benz tester eldrevet Vito i Danmark i 2011.
Når Mercedes-Benz næste år sender en eldrevet udgave af den lille velkørende kassevogn Vito ud til test i det virkelige liv, så ender nogen af testbilerne i Danmark. Det store tyske bilfabrikant har nemlig valgt Danmark som et af de lande, hvor den ’elektriske’ Vito skal testes i praksis.
- Alle er enige om, at CO2-udledningen fra transportsektoren skal blive mindre. Med den nye Vito fra Mercedes-Benz får både virksomheder og offentlige myndigheder en reel mulighed for at anvende en transporter, der har sine velkendte kvaliteter i behold - men med en klart grønnere profil, hvor overskydende elektricitet udnyttes effektivt og til gavn for alle, siger Christian Devantier, der er salgschef for varebiler i Mercedes-Benz Danmark.
Den eldrevne Vito kan snildt oplades om natten, hvor mange vindmøller står stille, når nationen sover. Dermed kan den elektriske kassevogn praktisk taget køre uden at udlede CO2 og andre miljøskadelige stoffer.
Kun 130 kilometerDen eldrevne Mercedes Vito er dog kun interessant for kunder, med et begrænset kørselsbehov. Den kan maksimalt køre 130 kilometer mellem opladning af batterierne og tophastigheden er 80 kilometer i timen. Derfor er den nye Vito bedst til kørsel i og omkring større byer, hvor varebilen er ideel til eksempelvis bydistribution og andre opgaver i tæt beboede områder:
- Elbiler er et oplagt modsvar til de problemer, som eksempelvis København oplever med luftforurening. Derfor er vi overbeviste om, at en række virksomheder og offentlige myndigheder vil være interesserede i at se nærmere på dette grønne transportalternativ,´ siger Christian Devantier.
- Vi er naturligvis glade for, at Danmark er valgt som testland. Vi ser det som et naturligt udtryk for den stigende interesse herhjemme for grønne alternativer, også på markedet for varebiler. Vi oplever allerede stor interesse fra virksomheder og strategiske samarbejdspartnere om den nye Vito, siger han.
Mercedes-Benz vil i forbindelse med lanceringen af sin nye eldrevne varebil opstille ladestationer, i samarbejde med de kunder, der allerede nu har meldt sig på banen i testperioden.