23948sdkhjf

Speditører: Invester i ny viden

Danske Speditører vil have finansministerens støtte til et nyt eksportorienteret akademi som OPS-projekt.

Danske Speditører vil have finansministerens støtte til et nyt eksportorienteret akademi som OPS-projekt.



- Vi har forståelse for, at finansministeren ikke bare svinger med statens betalingskort i disse tider. Men investering i ny viden om transport og logistik til brug for eksport kan ikke vente. Derfor tilbyder vi at etablere et speditionsakademi som offentligt-privat samarbejde (OPS), så vi kan få sat i gang i udviklingen af denne vigtige industri, siger direktør Niels Chr. Larsen, formand for brancheforeningen Danske Speditører, efter en rundbordssamtale fredag mellem repræsentanter for dansk erhvervsliv og finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Det er meningen med akademiet, at det skal udvikle og udbyde en meritgivende uddannelse i ”international spedition”, der formelt er kompetencegivende for speditører med en traditionel elevuddannelse som grundlag for videreuddannelse til master og kandidat. Det skal være videregående uddannelser af høj kvalitet med vægt på det globale marked, praksisnære problemstillinger og et helhedsorienteret syn på valg af transportmidler, etablering af forsyningskæder og inddragelse af relevante miljømæssige hensyn.

Akademiet skal medvirke til, at de studerende og danske speditionsvirksomheder opnår verdensklasse og valgklasse, når virksomheder søger strategiske samarbejdspartnere.

- OPS skal ikke være forbeholdt broer og veje. Vi opfatter et speditionsakademi i OPS-regi som en naturlig forlængelse af regeringens bestræbelser på gøre de videregående uddannelser selvstændige og selvkørende. Vi ser også gerne, at der etableres grænseoverskridende samarbejde mellem offentlige uddannelsesudbydere og speditionserhvervet. Der skal nok flyttes lidt rundt på nogle bevillinger, men det mener vi at have forstået, at finansministeren vil overveje i forbindelse med udarbejdelsen af den nye finanslov, siger Niels Chr. Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063