DFDS hentede plus på 89 millioner kroner
Svigtende fragtomsætning trak DFDS-regnskab nedad i 2009.
DFDS A/S kom ud af 2009 med et overskud på 20 millioner kroner før skat. Det blev efter skat til 89 millioner kroner. Det pæne resultat er skabt på baggrund af en omsætning på 6,6 milliarder kroner og et driftsresultat på 786 millioner kroner. Afskrivninger, finansielle omposter m.v. for tilsammen 766 mio. Kroner barberede dog størstedelen af driftsoverskuddet ned til 20 millioner kroner.
- 2009 blev som forudset et meget vanskeligt år, og det sætter sit præg på regnskabet. Men resultatet er blandt de bedste i vores sektor, og det er en vigtig målestok for os. Fragtaktiviteterne blev påvirket af en betydelig nedgang i mængderne og øget priskonkurrence, hvorimod passageraktiviteterne forbedrede indtjeningen på grund af flere passagerer, omstruktureringer og lavere omkostninger til bunker, udtaler DFDS A/S CEO, Niels Smedegaard, i en kommentar.
- Med købet af Norfolkline sidst på året tog vi et afgørende skridt mod vores vision om at skabe et stærkt nordeuropæisk søbaseret transportnetværk, og DFDS vil i fremtiden være bedre positioneret til at betjene kunderne effektivt, siger Niels Smedegaard.
- DFDS har to store opgaver i 2010. Vores markeder viser kun begyndende tegn på bedring, så vi skal fortsat navigere i et vanskeligt farvand. Samtidig vil vi fokusere på at gennemføre en effektiv integration af Norfolkline hurtigst muligt.
Volumendrop på Ro/RoDFDS A/S fragtaktiviteter har været præget af krisen. Det største forretningsområde Ro/Ro-trafikken dykkede med 58 procent til et driftsresultat på 232 mio. kroner. Nedgangen skyldes primært et kraftigt fald i volumener. Containertrafikken på rederiet skibe klarede sig bedre, men faldt med seks millioner kroner til et minus på 35 mio. kroner.
Til gengæld har rederiets målrettede indsats for at genoprette den nødlidende passagertrafik givet pote. Her er driften forbedret fra 15 mio. kroner i 2008 til et plus på 103 mio. kroner i 2009.
Terminalservices er forbedret med 18 mio. til et minus på 34 mio. kroner heri gemmer der sig dog en engangsudgift på 33 millioner kroner.
Trailerservice øgede driftsresultatet med fire mio. kroner til 11 mio. kroner.
Indgangen til 2010 tegner en anelse lysere. I de to første måneder af 2010 er fragtmængderne steget på de fleste af rederiets markeder. Derfor vurderer ledelsen, at den tilbagegang, der prægede 2009 vil blive afløst af nogen vækst og fremgang i 2010.