EU: Fartskriver i varebiler
Europaparlamentets vil indføre den digitale tachograf på varebiler under 3,5 tons totalvægt.
Europæiske kurér- og pakkechauffører - og deres arbejdsgivere - skal til at lære køre- og hviletidsreglerne udenad, hvis det står til Europaparlamentets udvalg for sociale anliggender.
Her går et flertal ind for at gøre den digitale fartskriver obligatorisk på varebiler under 3,5 tons, fordi man mener at alt for mange varebilschauffører kører så mange timer i døgnet, at det udgør en fare for trafiksikkerheden.
Det er det konservative slovakiske medlem af Europaparlamentet Edit Bauer, der er rapportør for parlamentets udvalg for sociale anliggender, der har fremsat forslaget under en debat om revision af det omstridte arbejdstidsdirektiv. Den socialdemokratiske gruppe i parlamentet har allerede givet tilsagn om at bakke op om forslaget.
Ifølge den belgiske shipping- og logistikavis LeLloyd, så skal flere kommissærer i EU-Kommissionen støtte kravet.
Men andre er angiveligt indædte modstandere. Blandt andet den tyske kristelige demokrat Thomas Mann (CDU), der har udtalt, at han har "svært ved at se behovet for indførelse af et så drakonisk lovkrav, der ikke kun vil føre til unødvendigt bureaukrati, men også pålægge erhvervslivet betydelige omkostninger".