Broccoli-kød: Sø- og Handelsretten har nu afsagt dom i sag om tilbageholdelse af container.

I det forgangne år beskrev jeg her i spalterne i en sag, hvor Sø- og Handelsretten var fremkommet med en tilkendegivelse, og da tilkendegivelsen nu er aflyst af en formel dom afsagt den 17. februar i år og alle omstændigheder dermed er blotlagt, skal jeg benytte lejligheden til at gennemgå de væsentligste problemstillinger i sagen.

Sagen drejede sig om, at et rederi havde krævet 38.000 EUR med renter af en fødevareeksportør for et tab, som rederiet havde lidt i forbindelse med, at tre kølecontainere blev tilbageholdt igennem længere tid i Skt. Petersborg af de russiske toldmyndigheder. Sagen drejede sig derfor om eksportørens ansvar som afsender og herunder spørgsmålet om opgørelse af de omkostninger, der var løbet på og værdien af containerne.

Eksportøren bookede i marts 2007 hos et nordeuropæisk rederi (”Rederiet”) transport af ti 40’ køle-containere fra Rotterdam til Skt. Petersborg, og retur, såkaldt Merchant Haulage. Der var tale om containere med gods, som eksportøren fik transporteret fra Kina til Rotterdam med et koreansk rederi, og hvor eksportøren bookede rederiet til at forestå den sidste del af transporten fra Rotterdam til eksportørens kunde i Skt. Petersborg og efterfølgende returnering af de tomme containere til det koreanske rederi i Rotterdam.

Rederiet lagde under den senere sag vægt på, at man fik oplyst, at godset var broccoli og at ingen særlig import-dokumentation var nødvendig ved indførelsen af godset til Rusland.

Eksportøren sørgede selv for transporten af containerne fra Qingdao i Kina til Rotterdam og herefter ved separat aftale med rederiet transport af containerne fra Rotterdam til Skt. Petersborg.

De første tre kølecontainerne ankom til Rotterdam den 23. april 2007, og efter eksportørens instruktioner blev containerne oplagret i Rotterdam fra 23. april til 14. august.

I denne periode pågik der samtidig forhandlinger om betaling af container-demurrage for oplagringen. Rederiet fremlagde under den senere sag eksportørens B/L-instruktioner og en faktura for demurrage og søfragt Rotterdam - Skt. Petersborg, et beløb, som senere blev betalt af eksportøren. Endvidere fremlagde rederiet tre konnossementer udstedt af rederiets kontor i Holland for transporten til Skt. Petersborg.

Det fremgik altså af sagen, at der var tale om broccoli i containerne, men da disse ankom til Skt. Petersborg blev de imidlertid tilbageholdt af de russiske toldmyndigheder, idet der ikke var tilstrækkelige oplysninger om modtager i Rusland, ligesom modtager ikke tog kontakt til rederiet eller de russiske myndigheder.

Rederiet gjorde i flere e-mails eksportøren opmærksom på problemet i Skt. Petersborg og eksportøren blev anmodet om yderligere oplysninger om modtager. Eksportøren fremkom imidlertid ikke med disse oplysninger, og tilbageholdelsen af de tre containere blev derfor opretholdt. Efter det oplyste, blev eksportøren desuden kontaktet af de russiske myndigheder for at få oplysninger om den russiske modtager.

I januar 2008 fik rederiet besked om, et feeder-rederi, der havde udført transporten Rotterdam - Skt. Petersborg, var blevet holdt ansvarlig af toldmyndighederne og eksportøren blev holdt ansvarlig for dette den 29. januar 2008.

Det viste sig efterfølgende, at grundlaget for myndighedernes sag mod feeder-rederiet skyldtes, at containerne ikke indeholdt broccoli, men helt eller delvist kød, hvorfor der var afgivet forkerte oplysninger om godset i containerne til de russiske myndigheder.

Kølecontainerne var ejet af det koreanske rederi og på grund af tilbageholdelsen blev der fremsat erstatningskrav fra det koreanske rederi mod Rederiet for detention-omkostninger og restværdi af containerne.

Rederiets kontor i Holland har efterfølgende forhandlet dette krav med det koreanske rederi og blev med dette enig om betaling af EUR 38.000 som erstatning for de tre containere, der ansås for tabte.

Rederiet bad herefter skriftligt eksportøren om at kommentere aftalen med det koreanske rederi om betaling af erstatning svarende til værdien af de tre containere. Eksportøren svarede per email den 12. november 2008, at Eksportøren ville hjælpe med at lokalisere modtager i Rusland.

I Sø- og Handelsretten forklarede direktøren for Eksportfirmaet særligt vedrørende det forhold, at firmaet jo mente, at man havde indgået aftalen på andres vegne, at han i februar 2007 blev kontaktet af en af firmaets russiske forretningsforbindelser, som spurgte, om han kunne hjælpe med videretransport af nogle containere, som kom fra Kina til Rotterdam med det koreanske rederi.

Han skulle hjælpe med at finde den videre transport fra Rotterdam til Skt. Petersborg. Det var udelukkende en henvendelse om at flytte varerne, og Eksportøren var ikke part i en handelsaftale. Der var tale om en vennetjeneste, og Eksportøren har ikke haft fortjeneste ved at hjælpe med at finde en transportør. Eksportøren bruger forskellige transportører. Det var ikke første gang, han har formidlet en kontakt om transport.

Han tog kontakt til mulige transportører, herunder Rederiet, hvor han talte med sagsbehandleren i Rederiet i slutningen af februar 2007. Han fortalte, at Eksportøren var blevet kontaktet af den russiske forretningsforbindelse, og han gjorde sagsbehandleren i Rederiet opmærksom på, at de kun var formidler af kontakten.

Han sendte efterfølgende sagsbehandleren i Rederiet en e-mail med oplysningerne og med kopi til en anden medarbejder, som skulle finde ud af, hvordan transporten kunne lade sig gøre. Rederiet ville stå som notify party i konnossementet, da det var det nemmeste. Dette var i orden med hans forretningsforbindelse.

Vidnet forklarede yderligere, at han per mail har modtaget kopi af konnossementerne fra Rederiet for at kunne sende det videre til sin russiske forbindelse, men han har aldrig modtaget eller set standard-vilkårene på Sea Waybill før, og han har ikke tidligere handlet med Rederiet.

I retten gjorde Rederiets advokat bl.a. gældende, at det er udokumenteret, at Eksportøren har handlet på vegne af den russiske modtager. Eksportøren henvendte sig til Rederiet i eget navn, og han tilkendegav ikke at handle på vegne af andre.

I e-mailkorrespondancen anfører han tværtimod ordet ”vi” flere gange, og der er ingen tvivl om, at Eksportøren ønskede varerne flyttet for egen regning og i eget navn. Ved forhandling af demurrage i Rotterdam optrådte Eksportøren også på egne vegne, og fakturaen blev udstedt til Eksportøren, som også betalte den. Hvis man optræder på andres vegne og ikke vil bindes selv, skal man gøre sin aftalepart opmærksom herpå, ellers bindes man. Eksportøren er ordregiver og har bestilt fragten, hvilket indebærer, at Eksportøren hæfter umiddelbart over for Rederiet, jf. også U 2006.896 S. Der foreligger kontraktbrud af den indgåede transportaftale, da containerne ikke er blevet afhentet, og Eksportøren hæfter, uanset om det er dem selv eller deres samarbejds-partner, der misligholder aftalen.

Eksportøren hæftede efter Rederiets opfattelse også som merchant efter Sea Wavbill-vilkårene for omkostningerne ved uafhentet gods. Consignor er den, der har indgået aftalen. Vilkårene må anses som vedtaget, da Eksportøren er professionel indenfor branchen og må vide, at der er standardvilkår til aftalen. Selv hvis Eksportøren alene har modtaget en forside, kan de ikke have en berettiget forventning om, at vilkårene ikke gjaldt.

Vilkårene er endvidere frit tilgængelige på Rederiets hjemme-side. Der var en forpligtelse til at returnere containerne, og Eksportøren er ansvarlig for ethvert tab, jf. vilkårenes punkt 20 (3). Efter sølovens § 274, stk. 3, er transportøren ikke længere ansvarlig, når godset er overgivet til en myndighed.

Videre anførte Rederiet, at såfremt Eksportøren ikke kunne betragtes som egentlig kontraktpart, havde Eksportøren optrådt ”culpøst” ved at afgive forkerte oplysninger om godset, hvilket har medført et tab for Rederiet.

Herudover blev Eksportøren løbende orienteret om problemerne og bedt om oplysninger på kunden i Rusland, men Eksportøren gjorde ikke tilstrækkeligt til at få løst problemet. Eksportøren kendte til situationen, og der er ikke udvist passivitet fra Rederiets side, selv om der ikke var e-mailkorrespondance mellem parterne fra september 2007 til januar 2008.

Sø- og Handelsretten henviste til, at aftalen om transport fra Rotterdam til Skt. Petersborg blev indgået på grundlag af diverse e-mails mellem repræsentanter fra de to firmaer, dels telefonsamtaler.

Det fremgik ikke af den fremlagte e-mailkorrespondance, at Eksportøren havde forhandlet på en andens vegne. Retten fandt det ikke alene på baggrund af direktørens forklaring bevist, at en anden end Eksportøren skulle være ordregiver.

Det måtte efter bevisførelsen lægges til grund, at containerne indeholdt kød og ikke broccoli som oplyst af Eksportøren, og at alle containere af denne årsag blev tilbageholdt af de russiske toldmyndigheder.

Eksportøren fik tilsendt forsiden af transportdokumentet (Sea Waybill) og måtte som professionel eksportør være bekendt med, at der hertil var knyttet et sæt standardvilkår. Efter disse var Eksportøren ansvarlig for transportørens tab som følge af forkerte oplysninger om godset, samt havde pligt til at returnere containerne.

Eksportøren blev gjort bekendt med tilbageholdelsen og årsagen hertil samt efterfølgende løbende orienteret om udviklingen, men undlod at fremkomme med de nødvendige oplysninger, således at godset kunne blive frigivet. Eksportøren ville derfor også være erstatningsansvarlig ved dels at have givet forkerte oplysninger og ikke at have bistået Rederiet med at få frigivet containerne.

Rederiet orienterede Eksportøren om forligsforhandlingerne med det koreanske rederi. Selvom Eksportøren ikke havde tiltrådt forliget, fandt retten, at Rederiet havde varetaget sin tabsbegrænsningspligt.

Efter rettens kendskab til prisen for containere fandtes beløbet på 38.000 euro, når det blev henset til, at der tillige skulle betales demurrage, at være passende.