Hvidevarer i DAF
KT Hvidevaremontering i Langeskov har for nyligt fået leveret en ny let DAF lastvogn.
Den er af typen FA LF45.220 4x2 fra Lastas Trucks Danmark A/S i Hedensted. Den nye DAF er udstyret med en sekscylindret 6,7 liters dieselmotor, som har en topydelse på 220 hk fra 1900 omdr./min. og et maksimalt drejningsmoment på 850 Nm ved 1200-1700 omdr./min.
Lastvognen er udstyret med en 6 trins manuel gearkasse og er ligeledes fra fabrikken leveret med Day Cab førerhus med mekanisk affjedring, dobbelt passagersæde, og manuelt styret aircondition, motorbremse samt enkeltreduceret drivbagaksel type SR 8,20 med justerbar, elektronisk styret 2-bælgs luftaffjedring.
Opbygningen består af en fast kasse med en længde på 7200 mm. Kassen er bygget med topklap i bag og udstyret med en 1500 kg opretstående lift. Indvendig i kassen er der monteret to binderækker i hver side samt loftlys.
Den nye DAF er leveret af adm. direktør Anders K. Larsen, fra Lastas Trucks Danmark A/S.