DSV-plus på 191 millioner
Ledelsen er tilfreds – aktieanalytikerne havde ventet mere.
Analytikerne havde ventet et overskud på omring 300 millioner kroner, men direktør Jens Bjørn Andersen konstaterer, at DSV med sin asset-light-forretningsmodel og fokus på tilpasning af omkostningerne har opnået et ”tilfredsstillende resultat i et ekstraordinært år”.
DSV-ledelsen forventer at løfte omsætningen i år med 3-7 procent sammenlignet med 2009. DSV vil desuden starte et aktietilbagekøbsprogram, hvor selskabet vil købe egne aktier for 100 mllioner kroner svarende til 1 million aktier.
Road-divisionen omsatte for 18,4 milliarder kroner og fik et plus på den primære drift på 597 millioner kroner. Road beskæftiger 9858 medarbejdere og har oplevet fald i volumen på op til 20 procent i visse geografiske områder. Året begyndte med utilfredsstillende resultater i Tyskland, Frankrig og Spanien. Her er der foretaget ændringer i ledelsen og organisationen, så alle tre lande ”nu står bedre rustet på disse markeder end tidligere”, skriver DSV i sin årsberetning, hvori DSV beskriver sin ”unikke europæiske platform”.
Mest profitabelAir Sea-divisionen omsatte for 14,1 milliarder kroner og fik et plus på den primære drift på 955 millioner kroner. Air-Sea beskæftiger 5925 medarbejdere. Selv om DSV Air & Sea oplevede ”et brat fald i priserne på sø- og luftfragt, som var helt uden fortilfælde”, så klarede Air & Sea sig bedst i koncernen. DSV udnyttede bl.a. sin størrelse og købekraft til at få fordelagtige priser hos leverandørerne.
Solutions-divisionen omsatte for 5,8 milliarder kroner og fik et plus på den primære drift på 196 millioner kroner. Solutions beskæftiger 5497 medarbejdere. Solutions blev også ramt af finanskrisen, og divisionens warehousing-faciliteter har ikke været udnyttet i samme omfang som tidligere. Alligevel er resultatet herfra tilfredsstillende.
Godt stilletDSV oplyser, at koncernen siden overtagelsen af ABX i 2008 har reduceret medarbejderstaben med 20 procent.
- Det har været en hård og meget svær opgave, skriver DSV-ledelsen. Men vi har været tvunget til at tilpasse omkostningsgrundlaget til det nye og lavere aktivitetsniveau.
Jens Bjørn Andersen skriver i årsberetningen, at DSV er ”godt stillet i forhold til et muligt opsving”, men betegner også 2010 som et udfordrende år, ”hvor vi ikke vil genopleve tidligere års hurtige vækst i verdenshandlen”