23948sdkhjf

Historisk stort underskud i Mærsk

Dårligste resultat for A.P. Møller-Mærsk i selskabets 106 år lange historie.

Dårligste resultat for A.P. Møller-Mærsk i selskabets 106 år lange historie.



A.P. Møller-Mærsk-gruppen havde i 2009 et underskud på 5,5 milliarder kroner. En kæmpe nedtur efter 2008-overskuddet på 17 milliarder kroner og koncernens første underskud nogensinde.

- Årets underskud er betydeligt, men 2009 var et usædvanligt år med historisk lave rater og lav efterspørgsel. Det lykkedes os at begrænse underskuddet ved besparelser på omkring to mia. dollar, og vi vil fortsætte med at styrke vores konkurrencedygtighed, siger koncerndirektør Nils Smedegaard Andersen.

Omsætningen blev 260,1 milliarder kroner mod 311,8 milliarder kroner i 2008. Resultatet før af- og nedskrivninger blev på 30,3 mod 26,1 milliarder kroner i 2008.

Det var især containerforretningen Maersk Line, der trak Mærsk ned. Omsætningen i containeraktiviteterne faldt fra 146 til 110,5 milliarder kroner og endte med et minus på 11 milliarder kroner.

Plus i 2010

A.P. Møller-Mærsk forventer dog igen et beskedent positivt resultat i 2010, oplyser Mærsk-ledelsen – uden dog at komme med konkrete bud på 2010-resultatet.

- Der er betydelig usikkerhed knyttet til forventningerne til 2010, ikke mindst som følge af udviklingen i verdensøkonomien. Særlig usikkerhed knytter sig til containerfragtraterne, de transporterede mængder, USD-kurs og oliepris, skriver selskabet.

Mærsk skal især rette op på container-forretningen, hvis der igen skal plus på bundlinien.

- På containerskibsmarkedet ventes en tilgang af tonnage på 7-10 pct. for den globale containerflåde. Fragtmængder for 2010 ventes at stige med 3-5 pct. I forhold til 2009 ligesom der ventes en stigning i fragtrater. Dette vil medføre en betydelig resultatmæssig fremgang, forudsat at niveauet for oplagt tonnage opretholdes, skriver Mærsk-ledelsen.

Bedre end konkurrenter

2009 var et hårdt år for A.P. Møller-Mærsk, men når markedet vender, vil rederigiganten komme stærkere ud på den anden side end konkurrenterne, fastslår topchef Nils Smedegaard Andersen overfør Børsen.

- Vi fik et væsentligt mindre tab pr. container end vores konkurrenter i 2009. Og i forhold til 2010 er vi blandt de mest konkurrencedygtige, så vi er blandt de første, der igen kommer til at tjene penge, siger han til borsen.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062