Ny transportminister
Lars Løkke Rasmussen har foretaget den største ministerrokade i VK-regeringens historie.
Rokaden omfatter blandt andet et skifte i transportministeriet, hvor Lars Barfoed (Kons.) bliver afløst af Venstre-manden Hans Chr. Schmidt.
- Jeg har altid syntes, at transportområdet er et meget vigtigt område. Både erhvervsmæssigt, men også for at folk kan komme til og fra arbejde, siger Hans Christian Schmidt.
Sønderjyden har tidligere været medlem af Folketinget for partiet Venstre siden 1994, valgt i Rødding-kredsen i Sønderjylland. Han var bl. a. miljøpolitisk ordfører fra 1995-2001 og var miljøminister fra 27. november 2001 til 2. august 2004. Herefter samlede han også ministererfaring i fødevareminister fra 2. august 2004 til 12. september 2007.
Hans Christian Schmidt er født i Nustrup ved Vojens i 1953, og uddannet som lærer fra Haderslev Statsseminarium i 1977. Han begyndte sin politiske karriere i kommunalpolitikken i den daværende Vojens Kommune.
Fire fremragende ministre- Hans Christian Schmidt som transportminister, Brian Mikkelsen som erhvervs- og økonomiminister, Lars Barfoed som justitsminister og Charlotte Sahl-Madsen som forskningsminister - det er et team, som giver forhåbning om fremtidige gode rammevilkår for speditionsbranchen og for hele logistiksektoren, siger Martin Aabak, direktør i Danske Speditører.
- En liberal transportminister er et stærkt kort, når der skal tales om den nødvendige liberalisering i EU-kredsen. Hans-Christian Schmidt vil med sin baggrund givetvis også have opmærksomheden henledt på den videnøkonomi, som er forbundet med logistiksektoren. Der er brug for opkvalificering over hele linjen. Og der, hvor transportministerens område slutter, er Charlotte Sahl-Madsen et spændende valg som forskningsminister. Med hendes stærke erhvervsbaggrund i visionære virksomheder som Danfoss og LEGO forventer jeg, at hun vil sætte sit præg på forskningen i retning af at opdyrke de styrkepositioner, som Danmark har, herunder transport, logistik og supply chain management, vurderer Aabak.
Erhvervs- og økonomiministeriet er speditionsbranchens ressortministerium og centralt placeret for udviklingen og administrationen af strategisk rammer for erhvervsudøvelsen.
- Brian Mikkelsen er en sikker hånd på posten, siger Martin Aabak, der glæder sig over, at Lars Barfoed fortsætter i et ministerium, hvor han kan drage fordel af sit fremragende kendskab til logistiksektoren.
- Justitsministeren er som øverste chef for politiet en nøgleperson, når det gælder rimelig håndhævelse af de talrige forskrifter, som gælder for transportområdet, slutter Martin Aabak.