Politisk arbejdshest
Hans Chr. Schmidt gjorde sig som miljøminister kendt for at tale i klare vendinger, påpeger FDL.
- Med udnævnelsen af Hans Christian Schmidt som transportminister, har vi omsider fået det, vi i fagsproget kalder for en politisk arbejdshest placeret i det ministerium, som i de seneste mange år har været ledet af skrivebords-teoretikere, skriver Frie Danske Lastbilvognmænd i en kommentar til ministerrokaden.
- Han fik også demonstreret, at han ikke alene evnede, men også gad lytte til manden på gulvet. Hvordan Hans Christian Schmidt vil være som transportminister, kan vi af gode grunde ikke vide, men FDL byder i hvert fald Hans Christian Schmidt velkommen og håber på et godt og frugtbart samarbejde, som omfatter en samlet transportbranche. Kender vi den ny transportminister ret, er han i hvert fald for klog til kun at lytte til den ene side i en sag, lyder velkomsten fra FDL.
- Vi er derimod knap så begejstrede for, at transportminister Lars Barfoed flyttes over som ny justitsminister efter Brian Mikkelsen. For Lars Barfoed har om nogen på det seneste udvist en nærmest fornærmende arrogance over for stort set ethvert argument, der gik bare lidt mod Lars Barfoeds egen opfattelse af tingene, skriver FDL med henvisning til, at Lars Barfoed skal sikre, at der indføres en effektiv kontrol med bl.a. cabotage.
- Det er vel det nærmeste, man kan komme på, at sætte en ræv til at vogte gæs, mener FDL.