DFDS erkender interesse for Polferries
DFDS adm. direktør bekræfter, at det danske færgerederi er interesseret i at overtage polske Polferries.
DFDS A/S adm. direktør Niels Smedegaard betegner over for business.dk Polen som et interessant marked for DFDS og at Polferries er en oplagt mulighed for at styrke rederiets rutenet i Østersøen.
- Vi har ikke den rutedækning i Østersøen, som vi gerne vil have. Vi skal sikre, at vi er i stand til at følge vore kunder og servicere dem der, hvor de har produktion. Selvfølgelig er den økonomiske situation usikker i blandt andet Rusland og Baltikum i øjeblikket, men det er et vigtigt område for DFDS, siger Niels Smedegaard til business.dk.
Maritimedanmark.dk skrev forleden, at DFDS A/S allerede skal være i gang med en såkaldt Due dilligence-undersøgelse af Polferries.
En eventuel overtagelse vil angiveligt fokusere på fragtdelen frem for passagerdelen af Polferries.
DFDS Seaways forsøge selv at åbne en færgerute fra København til Polen for få år siden, men måtte opgive efter kort tid.