23948sdkhjf

Aalborg vil have bid af Femern

Aalborg Havn vil være byggeplads for stålkonstruktioner til den faste forbindelse over Femern Bælt.

Aalborg Havn vil være byggeplads for stålkonstruktioner til den faste forbindelse over Femern Bælt.



Den store havn i Limfjorden var byggeplads for stålkonstruktioner til broerne over både Storebælt og Øresund. Den succes vil Aalborg Havn gerne gentage, hvis der bliver tale om en broforbindelse over Femern Bælt.

Det er endnu ikke afgjort, om det skal være en bro til 33 mia. kr. eller en tunnel til 41 mia. kr. For Aalborg Havn A/S er det udelukkende broen, der er interessant, eftersom produktionsstederne for beton til en tunnel max skal ligge 120 km fra byggepladsen.

- Den dag, de prækvalificerede entreprenørkonsortier begynder at overveje placeringen af deres produktionssteder for stålkonstruktioner, står Aalborg Havn A/S med en færdig tilbudspakke i Østhavnen. Erfaringerne fra Storebælt og Øresund er værdifulde, og de krav, det statsejede Femern A/S stiller til mulige produktionssteder og arbejdspladser, er vi allerede begyndt at arbejde med, siger salgs- og marketingschef Ole Brøndum, Aalborg Havn A/S. Tanken om i en periode på måske to år at få adskillige hundrede nye arbejdspladser til Nordjylland er i sig selv en stærk motivation.

Kvalificeret arbejdskraft

Entreprenørdelen bliver opdelt i flere kontrakter, og Femern A/S forventer, at der bliver etableret fire-seks produktionssteder. For entreprenørerne vil tilgængelighed, pris og arbejdskraft være de væsentligste parametre for valget.

- At Østhavnen har en god tilgængelighed for de store stålmængder, er allerede dokumenteret, og med de store arealer, Aalborg Havn A/S har ved Østhavnen, vil vi også kunne tilbyde en konkurrencedygtig pris. Kvalificeret arbejdskraft inden for stålsektoren findes allerede i Nordjylland. Så der gode argumenter for, at vi tilbyder havnearealerne som produktionssted for stålkonstruktioner til Femern-projektet, siger Ole Brøndum.

Afstand intet problem

Afstanden fra Aalborg til byggepladsen ved Femern Bælt er uproblematisk. Da konstruktionerne til Storebæltsforbindelsens østbro blev samlet i Aalborg fra 1996, var stålet forarbejdet i Syditalien og derefter samlet i Portugal. Transporten derfra og til Aalborg var på 2200 sømil og varede for hver udskibning ti dage. Over en periode på næsten to år var der månedlige anløb af Østhavnen. Den samlede leverance fra Portugal var på 107 sektioner af 40 meters længde.

I Aalborg blev sektionerne samlet til 23 193 meter lange dragere, der hver vejede 2500 ton, og sejlet videre på pramme til Storebælt. Østbroens overbygning af stål blev udført af et konsortium bestående af det italienske CMF Sud og det amerikanske Steinmann.

Den faste forbindelse over Femern Bælt skal efter planen stå færdig i 2018. Selve anlægsfasen forventes at tage seks år og begynder i 2012. Det forventes at projektet vil skabe en beskæftigelse på 6000-7000 medarbejdere årligt i anlægsperioden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078