I to helt nye domme fra 2010 har Højesteret taget stilling til berettigelsen af parkeringsafgifter udstedt af den kommunale parkeringsmyndighed i København.

De involverede bilejere gjorde gældende, at afgifterne var udstedt med urette og derfor skulle annulleres af retten. Det var derfor nødvendigt, at Højesteret tog stilling til, hvorvidt berettigelsen alene kunne støttes på parkeringsvagtens udtalelser. Det accepterede Højesteret ikke.

Sagerne, der blev behandlet sammen i Højesteret, drejede sig grundlæggende om det samme tema. I begge sager havde kommunens parkeringsvagter udstedt parkeringsafgifter, som bilejerne efterfølgende klagede over.

I den første sag havde bilejeren parkeret sin bil på en handicapplads, hvilket kræver en særlig tilladelse. Denne tilladelse havde bilejeren erhvervet, men det springende punkt i sagen var, om handicapskiltet var placeret korrekt, så det var synligt i bilens forrude. Det mente parkeringsvagten ikke og udstedte herefter afgiften. Omvendt påstod bilejeren, at skiltet var korrekt monteret på solskærmen og at det derfor var tydeligt og synligt gennem forruden. Sagen blev derfor et spørgsmål om bevisbyrde og forklaringernes troværdighed.

I den anden sag var der tale om en helt almindelig parkeringsplads, som krævede indløsning af parkeringsbillet. Dette havde bilejeren også gjort, men uheldigvis for denne, var holderen til gps’en faldet ned og havde taget parkeringsbilletten med sig i faldet, så billetten lå på bilens forsæde med bagsiden opad. Bilejeren gjorde dog stadig gældende, at billetten var synlig og parkeringsvagten derfor ikke var berettiget til at udstede parkeringsafgiften.

Højesteret tog den lange vej rundt, da de skulle tage stilling til bevisspørgsmålene i sagerne, og inddrog således Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i afgørelsen. Det er tidligere fastslået, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en ”anklage for en forbrydelse”, således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

En anklage for en forbrydelse er af stor og alvorlig betydning og der stilles derfor særlige krav til sådanne sager. Blandt andet følger det heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af EMRK artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Helt essentielt betyder det særligt, at de beviskrav, der gælder i straffesager, herunder reglen om uskyldsformodning, finder anvendelse i sager om parkeringsafgift. Groft sagt er formodningen derfor, at parkeringsafgiften ikke er berettiget, medmindre parkeringsmyndigheden beviser det modsatte.

Selvom sagerne havde mange ligheder, nåede retten alligevel frem til forskellige resultater i de to sager. I den førstnævnte gav Højesteret bilejeren medhold, hvorimod opkrævningen fandtes berettiget i sidstnævnte sag.

I den første sag fandt Højesteret, at Parkering København ikke har godtgjort, at invalideskiltet ikke var anbragt synligt i forruden. Parterne var uenige om, hvorvidt skiltet var placeret korrekt og synligt, og altså hvorvidt forskrifterne for placering af denne type skilte var overholdt. Det var derfor parkering København der havde bevisbyrden for, at bilisten ikke havde overholdt reglerne. I den sammenhæng lykkedes det ikke Parkering København at løfte denne bevisbyrde alene ved forklaring fra parkeringsvagten. Et fotografi kunne med sikkerhed have givet klarhed over sagen, men da parkeringsvagten ikke havde benyttet denne mulighed, trådte uskyldsformodningen i kraft og parkeringsafgiften blev annulleret.

I et sådant tilfælde, hvor der er tvivl om reglernes overholdelse, er en forklaring fra en parkeringsvagt ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden for afgiftens berettigelse.

At resultatet blev modsat i den anden sag skyldes igen bevisbyrden set i forhold til sagens faktum. Det var ubestridt i denne sag, at bilisten ikke formelt havde iagttaget reglerne, da parkeringsbilletten ikke lå synligt fremme i forruden af bilen. Begge parter var enige om dette faktum.

Uenigheden gik i stedet på, om parkeringsvagten stadig havde mulighed for at se billetten, selvom den lå på bilens forsæde. Det var således ikke parkeringsmyndigheden, der havde bevisbyrden for, at reglerne ikke var iagttaget, men i stedet bilisten, der havde bevisbyrden for, at en parkeringsafgift ikke var berettiget, selvom reglerne ikke var overholdt. Bevisbyrden var derfor modsat den ovennævnte sag.

Højesteret fandt, at bilisten ikke havde bevist, at billetten kunne ses, selvom den lå på forsædet samt at parkeringsmyndigheden ikke havde pligt til at sikre sig yderligere bevis end parkeringsvagtens forklaring, når parterne var enige om, at reglerne ikke formelt set var overholdt.

Sagerne illustrerer meget godt, at selvom to sager kan virke meget ens, kan de sagtens få forskellige udfald. På grund af sagernes forskellighed kan der med ret stor sikkerhed udledes et generelt princip fra afgørelserne.

Hvis der er uenighed om, hvorvidt parkeringsreglerne er blevet overholdt, er det parkeringsmyndigheden, der skal bevise, at det ikke er tilfældet. I den sammenhæng stilles der stærke krav til beviset, og parkeringsvagtens forklaring er derfor ikke tilstrækkelig. I stedet må mere håndgribelige beviser kræves, herunder særligt fotodokumentation.

Konklusionen på sagerne må derfor være, at man som borger har al mulig grund til at klage over en parkeringsafgift, hvis man mener den er blevet udstedt med urette og parkeringsmyndigheden ikke har sikret sig sikkert bevis for overtrædelsen.

Alternativt gør man klogt i son bilist selv at sikre sig bevis, hvis man mener at have retten på sin side og en forbipasserende eller et billede kan være en stor hjælp i den sammenhæng.