23948sdkhjf

Grise skal køre på første klasse

Grise transporteres på tre dæk med ny skræddersyet opbygning fra Vandborg.

Grise transporteres på tre dæk med ny skræddersyet opbygning fra Vandborg.



Af Finn Bjerremand

Når det gælder dyr, er kravene til transportmateriellet så skrappe, at dyrene nærmest skal transporteres på første klasse. Derfor bliver der også hele tiden bygget nye og endnu mere avancerede køretøjer til transport af dyr – specielt til grise, som her i landet udgør den absolut største gruppe af levende dyr til transport.

Vandborg Karosserifabrik A/S i Lemvig har leveret en avanceret trailer med tre dæk til vognmand Allan Hansen i Skave. Den kundespecificerede griseopbygning er bygget op på et trailerchassis fra producenten Fliegl, hvor Skantrailer A/S i Ringsted har stået for leverancen. Helt fra starten har der været flere mål der skulle nås. Således skulle opbygningen være helt dansk, den skulle være meget brugervenlig, de anvendte materialer skulle være særdeles solide så traileren kan holde til i flere år at blive udsat for 3-4 daglige lasteoperationer. Og så skulle det hele være meget enkelt at gøre rent.

Endelig skulle funktioner være så gennemtænkte, at det nærmest er umuligt at begå betjeningsfejl.

Pandoras æske

Opbygningen består groft sagt af et stort lad, hvor man som en Pandoras æske har yderligere to lad inde i hinanden med et samlet gulvareal på 90,4 kvadratmeter. De to lad kan hæves, både til lasteoperationer og til en kørehøjde.

I det højeste lasteniveau kan taget også hæves med op og alle disse funktioner er lavet, så der er mindst mulig risiko for at lave fejlbetjeninger. Som noget smart er hele ladkonstruktionen også fremstillet sådan at skillerummene ikke skal lægges ned ved lasteoperationer. Det sparer chaufføren for meget manuelt arbejde.

Hele projektet er lavet som et samarbejde mellem Vandborg Karosserifabrik, Fliegl samt Volvo Truck Center i Holstebro, der samtidig har leveret en ny Volvo FH 460 4x2 Euro 5.

Opbygning

Trailerens chassis er bygget på gammeldags vis med to længdevanger, men derfra er alt nærmest nytænkning.

Kongebolten er bygget til et maksimalt tryk på 16.000 kg. Derved har vognmanden sikret sig, at der kan anvendes en treakslet trækker til at køre med traileren, hvis der bliver behov for det.

I bagenden er de tre aksler spredt ud med to tæt sammen i en bogie med normal akselafstand, mens den bagerste styrende aksel er placeret længere ude under bagenden med en akselafstand fra midterakslen på 1810 mm.

Det giver en god stabilitet på vejen og takket være Tridec-styresystemet - tvangsstyring ved hjælp af stangforbindelse, der transformerer bevægelser fra kilen ved sættevognsskamlen - følger bagenden stille og roligt med, når der køres.

Samtidig kan traileren let komme omkring hjørnerne ude på gårdene, hvor grisene skal afhentes. Den nye grisetrailer udmærker sig også ved bl.a. at have en egenvægt på blot 13,2 ton.

Hydraulik hæver

Til at hæve de to øverste dæk og taget, anvendes en kombination af hydraulik og wirespil. Wirerne trækkes af en stor hydraulikcylinder, som er sikret med en pilotstyret slangebrudsventil, så der ikke sker noget utilsigtet ved et eventuelt slangebrud.

På den måde kan man samtidig skjule hele systemets bevægelige dele inde i den øverste hækportal, hvor der er en stor boks, som er let at servicere inde fra lasterummet.

Taget låses også automatisk, så der ikke sker fejl i forhold højden under kørslen eller taget kan gå op utilsigtet. De to lad kører op og ned i fire skinner i hver side, der samtidig er sidestolper for trailerens sideelement.

Grise-komfort

Siderne består af aluprofiler med tremmer, som sikrer god luftcirkulation under transporten. Der er også indbygget 12 store 24 volts ventilatorer, der har en kapacitet på 1650 kubikmeter i timen. Er det koldt kan sidernes tremmer automatisk dækkes til med vinterplader, der består af et aluminiums- jalousi, så ladet er lukket helt til.

Et integreret vandingsanlæg sørger både for frisk drikkevand og vand i overbrusningsanlægget, som forstøver vandet så grisene kan blive svalet af hvis temperaturen bliver for høj under transporten. Til at forsyne vandingsanlægget er der indbygget en tank med et rumindhold på 300 liter.

Flot håndværk

Moderne belysning i form af diodelamper sørger for at have det korrekte lys inde i ladet, så chaufføren altid kan se hvad han laver. Under bagenden i højre side er der placeret et skab med hjernen til at styre alle funktioner på traileren, så som hæve–sænkefunktion på ladene, ventilatorerne, jalousi til lukning af siderne, vandingsanlægget m.v.

Bagenden er opbygget med en kraftig Zepro-lift med en kapacitet på 2500 kg, som er med til at sikre at læsning og aflæsning af grisene altid kan ske bedst muligt.

For at sikre et højt niveau på trailerens holdbarhed, er det hele blevet sandblæst, metalliseret og flot lakeret.

Grisetraileren er et flot stykke håndværk, hvor den høje kompetence hos Vandborg Karosserifabrik klart skinner igennem. Her er tale om et produkt, der virkelig er lavet helt færdigt og samtidig er det en virkelig flot og meget brugervenlig grisetrailer.

TEKNISK DATA Chassis

Fliegl / Skan Trailer A/S

Type FLT 340 / SDS 400

Opbygger

Vandborg Karosserifabrik A/S

Vægt

Totalvægt

40.000 kg

Egenvægt

13.200 kg

Lasteevne

26.800 kg

Hovedbolttryk

16000 kg

Akseltryk

3 x 8000 kg

Chassis

Opbygget over to længdevanger

Bogie

To faste og en tilbagetrukket tvangsstyret aksel

Akselafstand

1360 mm + 1810 mm

Aksler

BPW Eco

Ophæng

BPW luftaffjedring

Hjul

385/55 R 19,5

Styresystem

Tridec med stangstyring

Bogielift

Ved tomkørsel kan forreste aksel hæves

Igangsætningshjælp

Trykket i luftbælgene kan kortvarig tages fra forreste aksel

Bremser

Skivebremser

Bremseanlæg

EBS anlæg 2S/2M med RSS (Roll Stability System/ESP)

Parkeringsbremse

Fjederbremse på 2. og 3. aksel

Opbygning

Lukket lad med 2 løse lad inden i hinanden

Tag

Fast tag, der kan hæves hydraulisk

Ladareal

90,48 m2 fordelt på tre dæk

Bagsmæklift

Zepro Z-250-135 MA

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064