Uddannelsesbevis udgør konkurrenceproblem
Der er stor forskel på EU-landenes forvaltning af den EU-pligtige efteruddannelse af lastvognschauffører.
Selv om en dansk lastvognschauffør har gennemført den nye efteruddannelse, som EU kræver, så er det ikke sikkert at uddannelsesbeviset bliver anerkendt ved politikontroller i andre EU-lande.
Der er nemlig stor forskel på, hvordan EU-landene har udmøntet EU-direktivet og hvordan de forvalter håndhævelsen af reglerne.
Det udgør ikke bare et problem for chaufføren selv, men det er også en hindring for den frie konkurrence på det europæiske transportmarked, skriver Dansk Transport & Logistik.
Der er angiveligt stor forskel på, hvor nemt det er for lastvognschauffører at opnå det såkaldte kvalifikationsbevis. Dertil kommer, at der er forskelle på EU-landenes kontrolindsats og anerkendelse af uddannelsesbeviser fra andre EU-lande.
Det kræver Dansk Transport & Logistik (DTL) og Dansk Erhverv nu bliver ændret.
- Hvis en chauffør i et EU-land bliver stoppet af politiet, er det ikke sikkert, at det danske uddannelsesbevis, som er opnået igennem den obligatoriske EU-kvalifikationsuddannelse i Danmark, anerkendes af myndighederne i det pågældende land – og omvendt. Det er konkurrenceforvridende og uholdbart for danske transportvirksomheder, og derfor arbejder Dansk Erhverv og DTL både på nationalt plan og på EU-plan for at få ensartet alle forhold omkring en lastbilchaufførs uddannelsesbevis i alle EUs 27 medlemslande, siger chefkonsulent Gorm Johansen, Dansk Erhverv.
EvalueringKvalifikationsuddannelsen skal nu evalueres af EU-Kommissionen på et møde torsdag 18. februar, hvor Færdselsstyrelsen repræsenterer Danmark.
- Vi har derfor givet Færdselsstyrelsen Dansk Erhvervs og DTLs fælles synspunkter og søgt at få en række spørgsmål afklaret i den kommende evaluering af EU-kvalifikationsuddannelsen. Det drejer sig eksempelvis om, hvordan forholder man sig, hvis et dansk firma ansætter en udenlandsk chauffør, som kun har taget en femtedel af kurset, eller har et bevis fra et andet EU land, hvor indhold og gennemførelse er vidt forskellig fra Danmark. Vi vil fx også gerne vide i hvilken grad, de nationale myndigheder er begyndt at lave tjek af chaufførernes erhvervelse af EU-kvalifikationsuddannelsen/chaufføruddannelsesbevis, siger Gorm Johansen.
Dansk Erhverv og DTL opfordrer Færdselsstyrelsen til at foreslå de europæiske transportorganisationer inddraget i evalueringen af forholdene omkring uddannelsen. Det kunne fx være den internationale transportorganisation, IRU, som DTL er medlem af.