Plan for ny jernbane i Kiruna
En ny plan for bygningen af en jernbane vest om den svenske by Kiruna, er nu blevet godkendt.
Det store statsejede mineselskab Luossavaara-Kiirunavaara AB har deformeret jorden under den nuværende jernbanestrækning og derfor er det nødvendigt med en ny jernbane. Efter godkendelsen af den nye plan kan det svenske Banverket gå i gang med at projektere den nye jernbanestrækning, som gerne skulle kunne tages i brug i 2012.
Den nye jernbane bygges som et samarbejde mellem LKAB og Banverket. Påvirkninger af malmbrydningen i Kiruna, der bl.a. viser sig ved at jorden begynder at slå store sprækker og synke, forventes at betyde at hele byen inden for en årrække skal holde flyttedag.
LKABs datterselskab Malmtrafik i Kiruna AB transporterer store mængder af malm fra Kiruna til Narvik, en strækning på 536 km og hvor der køres med togvogne, som hver laster mere end 100 ton.
I øjeblikket er banen under opgradering så selskabet om ca. to år kan køre med større læs og dermed reducere det årlige antal af tog fra 7000 til 4000.