Billund ser vækst i fragten
Optur: Billund Lufthavn kan glæde sig over fremgang i januars fragtmængder.
Af Herbert Nielsen
I alt gik der 3935 tons fragt gennem Billund Lufthavn i januar. Det er en fremgang på 17,1 procent i forhold til samme måned sidste år.
Fremgangen skyldtes klart importen, der gik op med 34,3 procent til 2175 tons. Derimod så det ikke helt så flot ud for eksporten, der godt nok også var i vækst, men dog kun med sølle 1,1 procent, så mængden nåede op på 1760 tons.
Men – er træerne nu også vokset helt op i himlen i Billund Lufthavn? Knapt nok. For det er naturligvis taknemmeligt at måle op mod netop starten af 2009, hvor den globale finans- og økonomikrise for alvor satte sig i gennem i al sin vælde. I januar 2009 faldt Billund Lufthavns samlede fragtmængder således med 25,3 procent. Den gang gik importen nemlig i bund med et fald på 21,7 procent til 1620 tons, mens eksporten dykkede med 28,4 procent til 1740 tons.
Så faktisk er situationen den, at Billund Lufthavn i januar 2010 kunne konstatere, at importmængderne nu er tilbage på niveau med januar 2008.
Derimod er eksporten forsat en tredjedel bagefter niveauet i 2008, og faktisk ligger eksporten i januar 2010 kun på linje med eksporten i 2004. Så der er stadig plads til yderligere begejstring.