Ulykke skabte debat om sikkerhed
Kran-Blok: Store hastighedsforskelle skaber farlige situationer i trafikken.
Af Finn Bjerremand
En alvorlig ulykke på Storebæltsbroen satte i 2009 fokus på sikkerheden for særtransporter. Det fortalte formanden for Kran Blok Erfa, Frank Segall, under gruppens årsmøde.
Konklusionen på ulykken var, at store hastighedsforskelle altid vil være forbundet med en større fare. Politiet har i flere tilfælde taget konsekvensen af det og i takt med at køretøjerne bliver teknisk bedre, sat hastigheden op for flere særtransporter.
Ulykken på Storebæltsbroen er dog ikke speciel for særtransporter. Det er et problem politiet observerer flere steder, hvor der er store hastighedsforskelle. Der bliver således gjort meget med hensyn til afmærkning og nedsættelse af hastigheden for den øvrige trafik, der hvor specielle forhold gør sig gældende.
Medlemmerne i Kran Blok har også debatteret emnet, men uden at kunne finde en klar løsning. Men fokus på faren ved langsomme transporter og information til andre bilister er en af måderne.
Møller bliver størreFølgegruppen har i det forløbne år også debatteret de stadig større hav-vindmøller.
- De har nået en størrelse, der gør, at transport ad landevej ikke i fremtiden vil være muligt, sagde Frank Segall. Vindmølleproducenterne er dog klar over problemet.
Øresundsbroen har i den forbindelse oplyst om, at de var ved at nå mætningspunkt for særtransporter. Der var i det nuværende tidsvindue, hvor særtransporterne kunne køre i tunnellen ikke plads til flere. Vinduet vil blive udvidet, men det er stadig ikke nok.
Kran Blok har også set problemet med ophobning af køretøjer inden broen. Hvor skal man holde og vente? Hvordan skal køre- hviletiden afpasses?
Kran Blok følger udviklingen nøje for i god tid at hjælpe med at finde eventuelle løsninger.
SmertensbarnKran Blok har deltaget i et møde med ledelsen i Vejdirektoratet. Baggrunden var manglende samarbejde om vejprojekter, herunder specielt rundkørsler.
DTL og Kran Blok Erfa ønsker nemlig at være høringspart, når der bliver projekteret rundkørsler eller andre vejbyggerier, som har betydning for erhvervet. Vejdirektoratet var ikke indstillet på det, men fik dog sat fokus på problematikken og erkendte, at det er i projektfasen, der skal samarbejdes for at forhindre nybygninger, der efterfølgende skal bygges om.
FøreruddannelseFøreruddannelsen til følgebiler har været længe undervejs og ændringerne til bekendtgørelsen er endelig sendt i høring, hvorefter Kran Blok Erfa har afgivet svar.
Ændringen er ikke endeligt vedtaget, og efter det er implementeret i særtransportbekendtgørelsen, skal Justitsministeriet skabe mulighed for, at ledsagebilsføreren kan få tilladelse til at dirigerer trafikken.
Kran Blok har betinget sig, at kørekortkravet til transporten udgår, og at der bliver en overgangsperiode, inden det endeligt skal være på plads.
Turbulent år2009 blev et stille år og samtidig med et turbulent år.
– Nogle har opgivet forretningen, andre har skåret ind til benet, fået medarbejderne sendt på kursus eller på arbejdsfordeling. Mange har justeret og tilpasset forretningen, så godt som muligt, og nogle få har ikke mærket den økonomiske afmatning i egen forretning, sagde formand for styregruppen i Kran Blok Erfa, Frank Segall i sin beretning. Visse folk har spået om, at der er en opbremsning i krisen og måske lidt bedring i 2010 – lad os håbe de har ret.
Et af de positive tiltag, som DTL har sat i værk, er tilbud om uddannelse, hvor vognmænd, der har mulighed for det, kan få medarbejdere yderligere kvalificeret og samtidig holde lønomkostningerne nede.
I perioder med svigtende ordrer, kan det være en løsning at få medarbejderne på kursus med løngodtgørelse, for at fastholde dem, påpeger Segall.
GenvalgKran Blok er en erfagruppe under Dansk Transport og Logistik. Gruppen har 99 medlemmer og 18 abonnenter.
Styregruppen fortsatte uændret i det kommende år, idet de tre medlemmer af styregruppen som var på valg, alle blev genvalgt. Styregruppen konstituerer sig ved førstkommende møde: Frank Segall, Esbjerg fra Segall Kranudlejning og maskinflytning, Iver Dahl Nielsen, Sommersted fra Torben Rafn & Co A/S i Sommersted, Peter Danielsen, Esbjerg fra vognmandsfirmaet Peter Danielsen, Esbjerg, Jørgen Hald, Ballerup fra Lastbilcentralen A/S og Morten Brøcher fra 1313 Viborg.
Også suppleanterne fortsætter, det er Peter Juel, Peter Juel Transport ApS, Henning Geert, Virklund vognmandsforretning I/S og Niels Arildtoft, Kruse Maskintransport A/S.
fba@transporttidende.com