Afgifter udsætter tøvejr
Der er ingen tvivl om, at den kommende regnskabssæson kommer til at løfte sløret for stribevis af bundfrosne regnskaber i transportbranchen.
Dansk Transport & Logistik vurderer således, at krisen har kostet de danske vognmandsvirksomheder to milliarder kroner.
Set i det lys kan det undre, at et flertal i Folketinget med trafikminister Lars Barfoed i spidsen stadig pusler med planer, om at pålægge transportbranchen nye kørselsafgifter.
Afgifterne skal ganske vist ”først” indføres i 2011 og til den tid er den værste del af krisen forhåbentlig forbi. Men det er ikke ensbetydende med, at transportbranchen er på fode i 2011.
Tværtimod, så er det forventeligt, at branchen skal bruge året til at slikke sårene efter to blodrøde år.
Der bliver desuden slet ikke tale om, at indføre ”intelligente grønne afgifter”, der tager hensyn til kørselstidspunkter og -mønster. Det system har nemlig lange udsigter. Men Lars Barfoed holder fast i, at godstransporten skal pålægges kørselsafgifter – og de er lige om hjørnet.
Der er god grund til at fastholde, at danske kørselsafgifter ikke vil flytte gods fra vejen til andre transportformer. Langt hovedparten af den transport vi oplever, fragtes nemlig under 150 kilometer i gennemsnit – og her er skib eller tog altså ikke noget alternativ.
Transportvirksomheder og deres kunder skal nok finde vej til tog og skib, når der er fornuft i det – ligesom Bring Frigoscandia, der blev vinder af Danske Speditørers og Dansk Transport Forlags Effie Pris.
Men kørselsafgifter på lastbiler giver ikke mindre trafik. Det giver kun dyrere transport og er en ekstra skat på transportbranchen, som gør, at 2011 ikke giver branchen det tiltrængte tøvejr.