Aalborg Havn stiller spørgsmålstegn ved infrastrukturprojekt i Esbjerg
Esbjerg Havns ønske om et statsligt tilskud på 100 millioner kroner til en ny vejkorridor transport af vindmølledele til Esbjerg Havn vækker kritik fra Aalborg Havn.
Esbjerg Havn og ejeren Esbjerg Kommune vil gerne tiltrække ny omsætning fra vindmølleindustrien. Det er især udsigten til en bid af kagen, når de mange vesteuropæiske havvindmølleparker for alvor tager fart i de kommende år, der har vakt appetitten på den store Nordsø-havn. Men adgangsforholdene er alt andet end ideelle, når det gælder om at transportere de enorme komponenter til havvindmøllerne ud til kajerne på Esbjerg Havn.
Derfor ønsker Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune, at der anlægges en helt ny vejkorridor mellem byens industriområde og havnen. Et 100 millioner kroner dyrt anlægsprojekt, der også forventes at kunne tiltrække en helt ny vindmølle fabrik fra Siemens.
Men hverken Esbjerg Havn eller Esbjerg Kommune har pengene til projektet. Derfor har man nu bedt Staten om hjælp. Esbjergs Borgmester, Johnny Søtrup (V), mener ifølge Jyske Vestkysten, at det er af national interesse at sikre en dansk position på det maritime vindmølleeventyr og anlægget af en ny stor arbejdsplads.
Nordjysk skepsisMen projektet vækker ringe begestring på Aalborg Havn, hvor man allerede har en af Siemens vindmøllefabrikker i nabolaget. Aalborg Havn har tilmed selv betalt for anlægget af en særlig forbindelsesvej fra fabriksområdet til Østhavnen.
- Der er slet ikke grund til at ulejlige Folketinget med den ansøgning. Aalborg Havn A/S huser allerede et netværk af virksomheder indenfor vindsektoren, blandt andre Siemens Windpower, og har netop for egne midler anlagt en vej fra vingefabrikken ud til kajen, siger Claus Holstein, Aalborg Havns administrerende direktør.
Han foreslår, at staten satser på Aalborg som Danmarks førende klynge indenfor vindenergi. Aalborg Havn fremhæver sig selv, som et aktieselskab, der for længst har taget den forretningsmæssige tankegang til sig og sørget for en god infrastruktur i tæt samarbejde med brugerne af havnen.
- Esbjerg er en gammel statshavn, der er vant til at tænke i planøkonomi. Den har ikke tilpasset sig markedsvilkårene og derfor efterlyser man statsstøtte, når der skal bruges penge på en nødvendig forretningsudvikling. Men det er ikke vejen frem. Tingene falder fra hinanden, når støtten ophører. Det er set mere end en gang, siger havnedirektøren i Aalborg.
Aalborg Havns direktør får opbakning fra ae af de store aktører på vindenergi-området i Nordjylland, Bladt Industries.
- Siemens er i praksis placeret lige ved kajen i Aalborg, for en særlig vingevej går direkte fra fabrikken til havnen. Aalborg Havn råder over kæmpearealer og har ikke besvær med at skulle ud og reservere plads. Virksomhederne er her i forvejen. Infrastrukturen er også på plads. De fleste andre steder skal mølledelene på landevejen og det er efterhånden umuligt. Vingerne er nu så store, at de snart ikke kan transporteres på lastbil på landevejen længere, siger Peter Rindebæk, administrerende direktør i Bladt Industries.
Aalborg Havn havde selv bedt staten om at finansiere en helt ny fire-sporet forbindelsesvej til motorvejen, men den store nordjyske havn var ikke på listen over havnerelaterde infrastrukturprojekter, da Regeringen præsenterede infrastrukturforliget i slutningen af 2008.