Nye MAN til EUC Sjælland
Uddannelsesinstitutionen investerer i fremtiden og har netop anskaffet tre nye lastbiler og en ny bus.
EUC Sjælland, med skoler i Næstved, Haslev og Køge, er med 350 ansatte en væsentlig udbyder af tekniske gymnasiale uddannelser samt erhvervsuddannelser til unge og voksne.
I takt med et øget behov for den obligatoriske efteruddannelse af erhvervschauffører har EUC Sjælland valgt at investere i fremtiden ved at anskaffe tre nye MAN lastbiler og en bus. Både bussen og lastbilerne skal indgå i træningen og uddannelsen af erhvervschauffører, der enten skal have nyt erhvervskørekort eller gennemgå den obligatoriske efteruddannelse for erhvervschauffører.
De nye køretøjer fra MAN skal ses som et led i moderniseringen af EUC Sjællands vognpark på 19 køretøjer. Et af hovedkravene var derfor at de nye MAN-køretøjer alle skulle opfylde den højst opnåelige miljønorm.
Derfor er både de nye lastbiler og den nye bus udstyret med motorer, der opfylder den skrappe EEV norm (Enhanced Environmentally Friendly Vehicle), som er endnu strengere end den gældende euro 5-norm.
De tre nye lastbiler er alle af typen MAN TGM 18.340 4X2 LL. Bussen er en MAN Lion’s Regio med en længde på 13,9 meter.
Ved overdragelsen ses (fra venstre) markedschef Kim Lindegaard Hansen og salgskonsulent Anders Andreassen fra MAN, adm. Direktør Astrid Dahl fra EUC, distriktschef Steffen Feddersen fra MAN og afdelingsleder for transport Michael Stabell fra EUC.